Regeringen varsler Velfærdsforlig 2.0, men Trivsel 3.0 virker vigtigere, når fx neurodivergens udfordrer arbejdsmarkedet
Det dugfriske regeringsgrundlag vil med et Velfærdsforlig 2.0 nedbringe stress og sygefravær, styrke arbejdsmiljøet og understøtte et mere rummeligt arbejdsmarked. Men den første kortlægning af neurodivergens blandt sundhedsfaglige nogensinde viser, hvor langt vi kan være fra at forstå både udfordringer, potentialer og løsninger – og hvor stort omfanget kan vokse sig til. Når forskellighed er en del af virkeligheden, må vi i fællesskab skabe løsningerne og Trivsel 3.0.
Af Harun Demirtas forperson i Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA)Danmarks første undersøgelse af neurodivergens i sundhedsvæsenet afdækker en stor udfordring, der berører næsten hver femte af vores sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, radiografer, bioanalytikere, jordemødre og psykoterapeuter. Rapporten er udarbejdet af Din Sundhedsfaglige A-kasse blandt over 4.000 af vores medlemmer. Hans Knudsen Instituttet forklarer neurodivergens som dét, at din hjerne fungerer anderledes end en neurotypisk hjerne.
De sundhedsprofessionelle passer på alle os andre. Deres trivsel, arbejdsglæde og overskud vedrører derfor os alle, og hver tredje dansker fremhæver da også ansættelse og fastholdelse af sundhedspersonale, som det allervigtigste sundhedspolitiske emne. Samtidig ventes presset på sundhedssektoren kun at stige med flere kronikere, længere levetid og nye behandlingsmetoder, hvor vi kan mangle 40.000 sundhedspersoner allerede i 2030 og op mod 100.000 i 2045.
Derfor er det alvorligt, når vi nu ser både, hvor stor en andel de neurodivergente kan udgøre, hvordan arbejdsmarkedet endnu ikke rummer dem, og endelig at neurodivergens kun berører 1 ud af 10 over 60 år men 4 ud af 10 af de 18-29-årige, dvs. fremtidens medarbejdere.
Trivsel må således mere end bare på dagsordenen, for udfordringerne ser kun ud til at vokse fremover. Især langvarig træthed, sanseoverbelastning og koncentrationsbesvær hæmmer de neurodivergente. For mere end 4 ud af 10 påvirker det deres arbejdsliv i betydelig grad.
En ny og fremsynet regering må derfor længere frem i bussen end de klassiske målsætninger om forebyggelse med dokumenteret effekt, så flere kan leve sundere liv på arbejdsmarkedet, og stresstiltag på arbejdspladserne, der virker både før, under og efter sygemeldinger.
Neurodivergens illustrerer, hvorfor regeringen vil indregne trivsel i samfundsøkonomien
Regeringsgrundlagets erklærede mål om at få trivsel, social sammenhængskraft og sundhed til at indgå bedre i den samfundsøkonomiske debat virker altså på én gang både aktualiseret og udfordret. Men vi har ikke indsamlet denne viden for at pege fingre, men for at pege fremad: Mod rammer, kultur og løsninger, der styrker arbejdsglæde og tilknytning.
For neurodivergens rummer også store uforløste potentialer, når 6 ud af 10 finder, at de besidder særlige kompetencer som at tænke ud af boksen og opdage anderledes mønstre. Imidlertid oplever kun de færreste, at disse evner bringes i spil. Samtidig undlader omkring 4 ud af 10 neurodivergente at søge nye arbejdsopgaver eller ansvarsområder. I dét lys kan det desværre ikke overraske, når kun et fåtal neurodivergente vurderer, at de sundhedsfaglige arbejdspladser er rustede til at rumme dem.
Samtidig vil flertallet af de neurodivergente netop være ekstra interesserede i at søge en arbejdsplads med klare politikker, og spørger man dem, anbefaler de især tre fokuspunkter: Styrkebaseret ledelse, så de særlige styrker bringes i spil, etablering af åbenhedskultur, der bl.a. gør det trygt at bede om hensyn, og at anmodninger om hensyn imødekommes.
Det ligner tiltag, der kan bidrage til at skabe bæredygtige arbejdsliv generelt, som understøtter trivsel og arbejdsglæde. Tiltagene viser en klar og ønsket retning fremad for hele sundhedsvæsenet. Samtidig ser vi, at de neurodivergente, der oplever en åben arbejdspladskultur, hvor særlige styrker bringes i spil, i mindre udstrækning rammes af at blive stigmatiseret, at opleve lav værdsættelse og eller overvejer at sige deres arbejde op.
Og derved er vi tilbage ved regeringens flotte ambitioner om trivslens rolle i samfundsøkonomien og en dokumenteret forebyggelse før, under og efter. For det er stadig lettere sagt end gjort – eksempelvis finder under hver tredje neurodivergente generel åbenhed om emnet blandt kollegaer og nærmeste leder. Samtidig har over 3 ud af 10 af dem faktisk oplevet stigmatisering, diskrimination eller ubehagelige kommentarer.
Det afgørende virker altså til at være at sikre den åbne kultur og samtale. Bl.a. om de relevante redskaber, som fleksible arbejdstider, hjemmearbejde, stilleområder og tilpasning af arbejdsopgaver. Dem har mange arbejdspladser allerede. Men de bør tilbydes langt mere aktivt og systematisk. Endelig kan de med fordel være understøttet af klare politikker, så udfaldet ikke afhænger af den enkelte arbejdsplads’ konkrete muligheder og vilje.
Gennem fælles læring, gensidig tillid, forventningsafstemning, ansvarlig ledelse, temadage og sprog kan vi styrke samarbejde, åbenhed og bygge psykologisk tryggere rum. Vi er allerede klogere.
Regeringsgrundlaget vil skabe et mere rummeligt arbejdsmarked for blandt andre seniorer. Lad endelig drøftelserne af et velfærdsforlig være anledning til, at vi får talt sammen og inkluderet flere grupper. Så vi kan gå fra et lukket Arbejdsmarked 1.0, over Velfærdsforlig 2.0 og til Trivsel 3.0 for os alle.