Får forskelligheden ikke plads, mister sundhedsvæsnet medarbejdere – og det har ingen råd til

Forestil dig at gå på arbejde hver dag og bruge en del af din energi på at skjule, hvordan din hjerne og du egentlig tænker og fungerer. Blot fordi rammerne er skabt til nogen, der tænker, arbejder og reagerer anderledes end dig.

Lige netop dét er virkeligheden blandt mange neurodivergente medarbejdere. Og det gælder desværre også blandt de sundhedsprofessionelle med ADHD, ADD og/eller autisme.

Det viser den rapport, vi lige har udgivet og som giver et unikt indblik i, hvad neurodivergente jordemødre, bioanalytikere, radiografer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, psykoterapeuter og sygeplejersker oplever. Den viser, at knap hver femte har ADHD, ADD og/eller autisme – og således tænker, arbejder og bidrager anderledes end flertallet.

Det er ikke en lille gruppe. Det er kolleger, vi arbejder side om side med hver dag, og som bidrager med høj faglighed og vigtige styrker som fordybelse, mønstergenkendelse, detaljesans og kreativitet.

Alligevel er det de færreste arbejdspladser, der er indrettet med dem i tankerne.

• Kun 3 pct. er på en arbejdsplads med en politik for inklusion eller med én under udvikling

• Kun 3 ud af 10 finder det trygt at bede enten kolleger eller leder om hensyn

• Og kun 6 pct. vurderer, at arbejdspladserne er godt rustede til at rumme neurodivergente.

Det er et problem i sig selv. Men det er også et problem for et sundhedsvæsen, der allerede mangler medarbejdere – og spås at mangle op mod 40.000 sundhedspersoner i 2030.

For når hver femte sundhedsfaglig er neurodivergent, er det ikke længere den enkeltes ansvar at forsøge at passe ind i et system, der er skabt til nogle andre. Nej. Det er derimod arbejdspladsernes ansvar at gøre bedre plads – også til dem, hvis hjerne er indrettet på en anden måde end flertallets.

Trivslen halter

Vi taler ofte om at få flere ind i sundhedsvæsnet. Men vi stiller alt for sjældent det lige så afgørende spørgsmål: Hvordan kan vi få endnu flere til at blive? Af lyst og iver og omsorg og glæde.

For det handler ikke kun om rekruttering – det handler i lige så høj grad om, at alle sundhedsprofessionelle – ja, alle medarbejdere – skal kunne trives, være sig selv og sige højt, hvad de har brug for – uden at frygte for negative konsekvenser.

Men det er desværre ikke altid tilfældet for neurodivergente sundhedsprofessionelle. Vores rapport peger nemlig også på, at neurodivergente medarbejdere oplever stigmatisering, begrænser sig selv karrieremæssigt og føler sig mindre værdsat på arbejdspladsen.

Samtidig viser rapporten et tydeligt spænd: En stor andel oplever, at de har stærke faglige og menneskelige kompetencer, men færre end 2 ud af 10 oplever, at deres særlige styrker for alvor bliver bragt i spil. Det peger på et misforhold mellem medarbejdere og rammer. For når en voksende del af arbejdsstyrken møder arbejdspladser uden åbenhed, hvor det ikke opleves trygt at bede om hensyn, og hvor deres styrker ikke bliver taget alvorligt, er det ikke medarbejderne, der skal ændre sig, men derimod rammerne.

Det skal der til for, at vi lykkes

Det afgørende er, at det er udfordringer, der kan løses. Rapporten peger nemlig tydeligt på, hvad der gør en forskel.

Arbejdspladser, der lykkes bedre, uanset medarbejdernes neurologiske profil, er kendetegnet ved tre ting: De bringer medarbejderes styrker mere i spil, de har en kultur med større åbenhed og psykologisk tryghed, og de gør det lettere at bede om hensyn og få dem imødekommet i praksis.

Det kræver ikke mirakler. Men det kræver ledelse.

Det kræver, at man ser på, hvordan opgaver tilrettelægges, så flere får mulighed for at gøre det, de er bedst til. Det kræver tydeligere prioriteringer, mere forudsigelighed og færre unødige afbrydelser. Det kræver en kultur, hvor forskellighed ikke bliver gjort til et problem, men bliver betragtet som en del af virkeligheden. Og det kræver enkle og troværdige processer, så medarbejdere, alle medarbejdere, kan tage udfordringer og behov op.

Rapportens resultater peger på, at en politik for inklusion kan sende et vigtigt signal. Men en politik gør kun en reel forskel, hvis den kan mærkes i hverdagen.

Derfor handler inklusion af neurodivergente ikke om særhensyn. Det handler om kvalitet i arbejdslivet, og om at organisere arbejdet, så flere kan bruge deres faglighed, trives og blive i det.

Det gode er, at der ikke skal mirakler til. Der skal ledelse, åbenhed og en vilje til at tilrettelægge arbejdet, så flere kan bruge det, de er bedst til. Det gavner ikke kun de neurodivergente – det gavner alle, der gerne vil kunne være sig selv på arbejde.

I Din Sundhedsfaglige A-kasse går vi forrest med viden, medlemmernes fortællinger og konkrete guides, så I ikke skal opfinde svarene selv. Vil du i gang nu, så start med rapporten – og tag det første skridt mod at stå fælles om forskelligheden.

Læs hele rapporten her