20230117 Harun Portrætter 366

Ansættelsesstop i en presset sundhedssektor kan skræmme studerende og nyuddannede væk: Det virker helt absurd

Ventelister og plejebehov vokser. Sygehussektoren er presset og mangler personale. Færre søger ind på uddannelserne, og nu er flere dimittender ledige. Alligevel er seneste bud på en løsning et ”kvalificeret” ansættelsesstop. Det er da et paradoks, der er til at få øje på: Vi mangler sundhedsfaglige, men stopper samtidig med at ansætte dem? Vi vil uddanne flere, men vi kan ikke sikre dem et job?

Indenrigs- og Sundhedsministeriets grundige eftersyn af sygehusvæsenet i januar 2023 fandt blandt andet høje ventetider, lavere overholdelse af udredningsretten, faldende sygehusproduktivitet og flere sengelukninger som følge af personalemangel. Alt dette trods tilførsel af betydelige økonomiske midler til regionerne.

Knap et år efter er udfordringerne næppe forsvundet af sig selv. Alligevel indfører regionerne nu ansættelsesstop i lyset af pressede økonomier og besparelseskrav.

Dimittendledigheden er allerede steget mærkbart
Hos Din Sundhedsfaglige A-kasse frygter vi, at ansættelsesstop kan bidrage til en større stigning i ledigheden blandt vores dimittender, end den vi allerede er begyndt at se nu. Nok er ledigheden for vores dygtige sundhedsfaglige dimittender fortsat relativt lav; men over de sidste to år er den alligevel steget fra et niveau på 4-5 pct. til godt 7 pct. - dvs. i værste fald i omegnen af 50 pct. flere ledige sundhedsfaglige dimittender.

Regionerne forklarer, at deres ansættelsesstop ikke er mekanisk men derimod ”kvalificeret”, at de har rakt ud til de studerende, og at de har ansat 1.000 sygeplejersker flere om året de sidste fem år.

Imidlertid ser vi parallelt, at de unge allerede på forhånd vælger hospitalerne fra efter at have oplevet pressede vilkår i deres praktikker, og nu som færdiguddannede må se et ansættelsesstop blive lagt ovenpå. Det gør ikke ligefrem uddannelsen mere attraktiv.

Det virker meningsløst, at man først vil uddanne flere sundhedsfaglige, men at vi med ansættelsesstoppet nu risikerer at lade dem gå ledige. Det vil vi som A-kasse advare imod.  Vi ved, hvor vigtigt det første stabile job er for at skabe et langt og produktivt arbejdsliv. Den uro, ansættelsesstoppet bidrager med, skaber næppe nogle positive forudsætninger i den retning.

Vi hjælper stadig de sundhedsfaglige videre
Vi ser allerede, at knap 6 ud af ti af vores medlemmer har været i tvivl om, hvad de vil med deres arbejdsliv – og at mere end 4 ud af ti er det lige nu. Samtidig er kun godt en fjerdedel af vores medlemmer meget glade for deres nuværende job, mens under 4 ud af ti er generelt tilfredse med det.  Det burde vi godt kunne gøre bedre.

I din sundhedsfaglige A-kasse har vi heldigvis fortsat en relativt lav ledighed blandt vores medlemmer. Men dimittendledigheden vokser, og vi er bange for, at ansættelsesstoppet vil medvirke til denne dårlige tendens. Vi er der altid for vores medlemmer, og vi står derfor klar med åbne og kvalificerede arme til at hjælpe både unge og gamle sundhedsfaglige videre – også via uopfordrede ansøgninger.

Men at gamble med fx de nyuddannedes lyst og gejst til at styrke og løfte vores fælles, nødlidende sundhedssystem - og skræmme dem væk - virker ikke som en farbar vej for vores velfærdssamfund.

Om Harun Demirtas

Forperson i Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Harun Demirtas er født 4. juni 1989, bor i København og er uddannet sygeplejerske og social- og sundhedsassistent.

Er desuden 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd, og har været politisk aktiv i flere foreninger bl.a. bestyrelsesmedlem i AIDS-Fondet og Dansk Kvindesamfund.