Der kan være mange grunde til at skifte fag. Måske har du været syg og er tvunget til det af fysiske eller psykiske årsager. Det kan også være, din livssituation gør, at du har brug for andre vilkår, end det du har mulighed for at få i dit nuværende fag. Måske trænger du ganske enkelt bare til, at der skal ske noget helt nyt.
Uanset årsagen, står du over for en proces, som formentlig ikke sker fra den ene dag til den anden. Men vid, at det er muligt, og at der er mange veje derhen.
Her får du Din Sundhedsfaglige A-kasses karrierekonsulent og fysioterapeut Gitte Wohlerts bud på, hvordan du flytter dig karrieremæssigt.
1. Gør dig klart, hvad du vil
Vil du bruge dine sundhedsfaglige kompetencer i et nyt job eller vil du gå i en helt anden retning? Hvis det er sidstnævnte, skal du kigge på, hvilke andre kompetencer du har som kan bringe dig videre.
Det kan være, det kræver uddannelse, men du kan også komme rigtig langt ved at sætte spot på det du kan nu, som kan bruges i andre sammenhænge
2. Se dine kompetencer
Hvis du ikke kan blive i dit nuværende job, hvilke kompetencer er det så, du har, som kan omsættes andre steder? Er du lyttende, omsorgsfuld, samleren, empatisk, systematisk, analytisk eller helhedsorienteret?
Når du får sat ord på din kompetencer, er du med til at styrke dit selvværd. Det kan være meget tiltrængt, når du skal ”genopfinde” dig selv.
3. Sæt en ramme for din afklaring
Hvis du har erkendt, at du ikke længere kan være i dit eksisterende job, bør du lægge en plan for, hvilke andre muligheder, der skal afprøves. Eller hvilke trin på vejen, du skal betræde for at nå dertil, hvor du gerne vil være.
4. Hvor kan du søge hen?
Som sundhedsfaglig kan du rigtig mange ting, og mange af dine kompetencer er også værdifulde i andre brancher. Du er forme
ntlig god til at kommunikere, planlægge og samarbejde tværfagligt. Du er sikkert også løsningsorienteret, som man ofte skal være, når man står i en akut situation med en patient eller borger.
De nævnte egenskaber vil mange arbejdsgivere elske at få inden for dørene. Et tip kan være at skrive en eller flere af disse kompetencer i søgefeltet på Din Sundhedsfaglige Jobportal. Skriv fx ”initiativrig”.
Du vil få vist en masse forskellige job og på den måde få øjnene op for nye organisationer, virksomheder eller stillinger, som du ikke kendte til, men som du måske endda kan søge allerede nu.
5. Vær opsøgende
En del af arbejdet med at skifte fag består i opsøgende arbejde. Kontakt arbejdsgivere, spørg ind til hvem deres medarbejdere er, hvad de laver og deres uddannelsesmæssige baggrund.
Det kommer ofte bag på arbejdsgivere, at du med din sundhedsfaglige baggrund er så stærk i at samarbejde mono-og tværfagligt, at du kan reflektere over egen praksis og at du ofte har meget erfaring med vejledning, rådgivning og undervisning fra dine tidligere arbejdsopgaver.
Med din nye viden kan du bedre se, hvad der skal til, for at få drømmejobbet – måske får du endda en god kontakt ind i en virksomhed i dit opsøgende arbejde.
6. Invester i din fremtid
Det koster at tage sig selv alvorligt og tage ansvar for sin fremtid. Det kan fx koste penge, hvis du skal tage en ny uddannelse.
Hvis det eneste rigtige for dig er at gå i en ny retning, der koster penge, så kan det være en mulighed at tage ekstra arbejde, sælge ting, leje din bolig ud, gå ned i forbrug, tage lån, reducere ferien osv. Men dit retningsskifte behøver ikke at gå ud over økonomien.
Der er mange job at få, hvor du udelukkende trækker på dine nuværende kompetencer. Uanset hvad, vil det koste dig både tid og flid at rykke dig. Det er et stort arbejde at aktivere sit netværk, være opsøgende og undersøgende.
7. Hvad skal din fortælling være?
Det kan være barskt at komme retur efter et sygdomsforløb. Meget ofte kan du stå tilbage med en følelse af en lang nedtur, hvor først helbred og så arbejde forsvinder. Men det er kun den ene sandhed.
Den anden og lige så rigtige sandhed er, at sygdomsforløbet vil føre dig nye steder hen jobmæssigt og give dig en masse erfaringer, du kan bruge i dit fremtidige job. Prøv at se på, hvilke indsigter din situation har givet dig. Det er den, du skal fortælle for dig selv og andre.
8. Vær tålmodig
Vid at ting tager tid. Og indstil dig på, at du godt kan lande et midlertidigt job og være i det, indtil du finder din nye, rette hylde. Når man skifter retning, er der flere skridt på vejen, du skal tage.
Du har måske kompetencerne, men du har ikke erfaringen. Den kan du få ved at starte i et job og over tid lander du måske et helt andet sted. Så forvent, at der kan være flere step i processen mod at finde din rette hylde