Sygdom før fødsel
Bliver du sygemeldt, fordi graviditeten har et sygeligt forløb, kan udbetalingen af barselsdagpenge starte tidligere end de fire uger før forventet fødsel.
Du kan melde dig syg på "Min side" på jobnet.dk og kontakte os og oplyse, at du er syg på grund af din graviditet. Det skal du gøre på din første sygedag.
Vi indberetter dit sygefravær til Udbetaling Danmark, der sender dig et underretningsbrev, som du skal returnere til Udbetaling Danmark.
Sygdom under barselsorlov
Bliver du syg under din barselsorlov, vil du som udgangspunkt fortsætte med at få barselsdagpenge. Det vil sige, at orloven hverken kan udskydes eller suspenderes.
Fars eller medmors ret til indtrædelse ved mors sygdom
Som far eller medmor kan du indtræde i moderens ret til barselsdagpenge i de første 14 uger efter fødslen, hvis moderen dør eller ikke kan passe barnet på grund af sygdom.
Barn indlagt på sygehus
Bliver dit barn indlagt på sygehus inden for de første 46 uger efter fødslen, forlænges barselsdagpengeperioden med indlæggelsesperioden – dog højst i 3 måneder. Retten til at forlænge dagpengeperioden gælder ikke for de 2 uger, som faderen eller medmoren har ret til i forbindelse med fødslen.
Ydelser fra PKA
Hvis du er sygemeldt på grund af din graviditet og modtager barselsdagpenge, kan du søge om pensionsbidragsbetaling fra pensionskassen PKA.
Kontakt os
Sygdom kan ramme alle. Kontakt os, hvis du har spørgsmål. Ring til os på tlf: 33 15 10 66 eller skrive til os via Indbakken på Mit DSA.