Der er forskellige regler du skal være opmærksom på, hvis du vil afslutte dit studiejob, når du bliver færdig med din uddannelse.
Hvis du har et studiejob, kan du vælge at fortsætte med det når du bliver færdig – også selv om du bliver ledig og søger om dagpenge.
Du skal dog være opmærksom på, at vi skal godkende, at du arbejder, mens du modtager dagpenge. De arbejdstimer, du har, vil desuden blive trukket fra i din dagpenge, uanset hvornår på døgnet eller ugen de ligger.
Hvis du ikke ønsker at fortsætte dit studiejob efter din sidste eksamen, er det vigtigt, at du har sagt op og er fratrådt jobbet senest på din sidste eksamensdag. Gør du ikke det, kan du risikere at få en karantæne på 111 timer gældende fra den dag, du ikke er ansat længere. Det betyder, at du ikke kan få dagpenge i hvad der svarer til 3 uger.
Undgå karantæne - sådan afslutter du dit studiejob
Der er forskellige regler for, hvordan du skal afslutte dit studiejob for at undgå karantæne, når du bliver færdig med din uddannelse. Det afhænger nemlig af, hvordan du er ansat:
- Ansat på kontrakt
Er du ansat på en kontrakt, hvor du er omfattet af et opsigelsesvarsel, kan du undgå karantæne, hvis du selv siger op og fratræder din stilling senest på din sidste eksamensdag. At fratræde sin stilling betyder, at du både skal have sagt op og overstået det opsigelsesvarsel, der fremgår af kontrakten. Så husk at tjekke, hvor langt dit opsigelsesvarsel er, og hvornår du skal sige op, for at kunne være fri af din kontrakt senest den sidste eksamensdag. Er du i tvivl, så spørg din arbejdsgiver hvornår du skal sige op. Men husk at gøre det i god tid, så du ikke kommer for sent.
Eksempel
Louise har et opsigelsesvarsel på én måned + løbende måned (en løbende måned er resten af de dage, der er tilbage i den måned hun siger op). Louise har sidste eksamen den 18. juni, og skal derfor sige sit arbejde op senest den 30. april for at undgå karantæne. Hvis Louise først siger op den 2. maj, vil hun være ansat resten af maj og hele juni. Hun vil derfor være ansat efter sin sidste eksamen, og derfor blive omfattet af reglerne for karantæne.
- Vikar eller tilkaldevagt
Er du ansat som løs vikar eller tilkaldevagt, så har du typisk ikke noget opsigelsesvarsel, dvs. du kan stoppe fra dag til dag. Det betyder, at du kan arbejde til og med dagen for din sidste eksamen og herefter takke nej til flere vagter, uden at få karantæne. Er du i tvivl, om du er omfattet af et opsigelsesvarsel, så se hvad der står i din kontrakt eller spørg din arbejdsgiver.
- Studiejob med slutdato
Står der i din kontrakt, at dit studiejob ophører på en bestemt dato, får du ikke karantæne. Hvis dit studiejob først stopper efter din sidste eksamen, og hvis du har ret til dagpenge, så skal du søge om supplerende dagpenge, i den periode kontrakten løber.
- Du bliver opsagt
Hvis du bliver opsagt af din arbejdsgiver og fratræder din stilling senest sidste eksamensdato, undgår du karantæne. Hvis du fratræder din stilling efter din sidste eksamen, skal du søge om supplerende dagpenge i den periode kontrakten løber, hvis du altså har ret til dagpenge. Hvis din dagpengeret først træder i kraft, efter kontrakten er udløbet, skal du kun søge om dagpenge.
Dagpengeret under studiet
Hvis du har afsluttet en uddannelse og senere starter på en ny, som du afbryder før tid, kan det give karantæne, hvis du samtidig har et studiejob, du opsiger i samme periode. Vi anbefaler dig til at kontakte os, inden du gør noget.
Læs mere, hvis du vil fortsætte med dit studiejob
Læs mere, hvis du har frivilligt ulønnet arbejde
Læs mere, om at kombiner arbejde og supplerende dagpenge