Modregning i efterløn

Her kan du læse om reglerne for modregning.

Pensioner

Pension kan have indvirkning på din efterløn. Pensioner, der udbetales i efterlønsperioden, bliver som udgangspunkt modregnet – men reglerne afhænger af din fødselsdato, hvornår du vælger at gå på efterløn og hvilke typer af pensioner der er tale om.

Hvis du er født 1. januar 1956 eller senere

  • Alle pensioner bliver modregnet i efterlønnen – uanset om de udbetales eller ej, og uanset hvornår du går på efterløn.
  • Du kan se, hvordan de forskellige pensionstyper på virker din efterløn i denne oversigt.

Beregn din efterløn

Det er individuelt, hvordan dine pensioner påvirker din efterløn. Du kan få overblik over dine pensioner på:

  • Pensionsinfo.dk
  • Mit DSA (ca. 2 måneder før du kan gå på efterløn).

Vi anbefaler, at du først beregner din efterløn, når dine pensionstal er tilgængelige. Du kan bruge efterloensberegner.dk til en retvisende beregning.

Bemærk: Hvis du beregner din efterløn tidligere end 2 måneder før, du kan gå på efterløn, kan beregningen være usikker, da dine pensionstal ikke er endelige.

Pensioner med betydning for din efterløn

  • Lønmodtagernes Dyrtidsfond
  • Kapitalpensioner
  • Indekskontrakter og indeksordninger
  • Ratepensioner
  • Arbejdsmarkedspensioner (aldersopsparinger)
  • Tjenestemandspensioner
  • Livsvarige Alderspensioner
  • Tilsvarende udenlandske pensioner

Arbejde under efterløn

Du har mulighed for at arbejde, mens du modtager efterløn. Det er helt op til dig, hvor meget du vil arbejde – men dine arbejdstimer vil som udgangspunkt blive modregnet i din efterløn.

Hvordan sker modregningen?

  • Time for time: En arbejdstime modregnes med én time i efterløn.
  • Indtægter fra fx honorarer, hverv eller ukontrollabelt arbejde omregnes til timer og modregnes tilsvarende.
  • Lempet fradrag 

Oplysning om arbejde

Når du udfylder dit efterlønskort, skal du oplyse:

  • Antal arbejdstimer pr. dag – enten faktiske timer eller det antal timer, du får løn for.
  • Navn, adresse og P-nummer på din arbejdsgiver.

Hvis din arbejdsgiver allerede er registreret, skal du vælge vedkommende fra listen på efterlønskortet. Vær opmærksom på at vælge det korrekte P-nummer, som du kan finde:

  • I din skattemappe på skat.dk.
  • På din lønseddel eller ansættelseskontrakt.

Hvis arbejdsgiveren ikke vises på listen, skal du indtaste oplysningerne manuelt. Kontakt os, hvis arbejdsgiveren stadig ikke fremgår ved næste indsendelse.

Mindste udbetaling af efterløn

Der skal som minimum kunne udbetales efterløn for 2 dage pr. måned. Det betyder, at:

  • Hvis du er fuldtidsforsikret og på efterløn, skal der kunne udbetales efterløn for minimum 14,8 timer på en måned. Hvis du arbejder mere end 145,53 timer på en måned, kan du ikke få efterløn den måned. Arbejder du mindre, bliver du suppleret op til 160,33 timer med efterløn.
  • Hvis du er deltidsforsikret og på efterløn, skal der kunne udbetales efterløn for minimum 12 timer pr. måned.

Selvstændig virksomhed og arbejdstimer

Har du tilladelse til at drive selvstændig virksomhed samtidig med efterlønnen, skal du oplyse arbejdstimer i din egen virksomhed på efterlønskortet.

Du kan læse mere om efterløn og selvstændig virksomhed ipunkt 12: Selvstændig virksomhed og efterløn.

Hverv og borgerligt ombud

Når du er på efterløn, kan visse indtægter fra hverv og borgerlige ombud blive modregnet i din efterløn. Det afhænger af typen af hverv og om indtægten er skattepligtig.

Hvad bliver modregnet?

Indtægter fra følgende aktiviteter bliver som udgangspunkt modregnet:

  • Bestyrelsesarbejde i foreninger
  • Medlemskab af menighedsråd
  • Borgmester- eller udvalgsformandsposter i kommuner
  • Andre offentlige eller private hverv, der medfører skattepligtig indkomst

Hverv der ikke medfører modregning

Følgende hverv er undtaget fra modregning

  • Medlem af kommunalbestyrelse eller regionsråd
  • Nævning, domsmand, lægdommer
  • Tilforordnet ved valg
  • Vidnepligt

Vigtigt: Hvis du kun modtager godtgørelse for dokumenterede udgifter (fx kilometerpenge eller telefonpenge), sker der ikke modregning, da det ikke er skattepligtig indkomst.

Feriepenge

Hvis du får udbetalt feriepenge, mens du er på efterløn, vil du som udgangspunkt blive modregnet for det antal dage, du får feriepenge for.

Hvis du holder ferie med løn eller feriegodtgørelse, vil fradraget ske på det tidspunkt, hvor ferien holdes. Der vil for hver feriedag blive modregnet 7,4 timer for fuldtidsforsikrede og 6 timer for deltidsforsikrede. Der afrundes til hele eller halve feriedage.

Hvis du får feriepenge udbetalt som et engangsbeløb uden at holde ferie, vil der ske modregning i din efterløn i den måned, hvor pengene udbetales.  Hvis ikke modregningen kan ske i måneden, hvor du får udbetalingen, sker det i førstkommende udbetaling af efterløn.

Hvis dine feriepenge pr. dag er lavere end din efterløn, kan du få udbetalt differencen som efterløn.

Har du været ansat på nedsat tid, kan dine feriepenge omregnes til timer, og modregningen i efterløn vil blive tilpasset herefter.

Du skal oplyse om feriepenge

Husk at oplyse om ferie og feriepenge på dit efterlønskort eller halvårserklæring. Kontakt os, hvis du er i tvivl, så vi kan hjælpe dig med at sikre korrekt udbetaling af din efterløn.

Lempet fradrag ved arbejde under efterløn

Hvis du arbejder, mens du modtager efterløn, bliver din indtægt normalt modregnet time for time. Men under visse betingelser kan du få et lempet fradrag, som betyder, at du bliver modregnet færre timer end du faktisk arbejder.

Hvornår gælder lempet fradrag?

Du kan få lempet fradrag, hvis:

  • Din timeløn er lavere end omregningssatsen på 295,54 kr. (2025).
  • Du ikke har ukontrollabel arbejdstid (fx freelance eller honorararbejde).
  • Din samlede lønindtægt i efterlønsperioden ikke overstiger 45.199 kr. (2025).

Sådan beregnes fradraget

  • Hvis din timeløn er mellem 131,55 kr. og 295,54 kr., beregnes fradraget ved at dividere din løn med omregningssatsen.
  • Hvis din timeløn er under 131,55 kr., sættes den til 131,55 kr. ved beregningen.

Eksempel:
Du er på efterløn og arbejder 15 timer om ugen. Du får 2.250kr. i løn for arbejdet.

  • Din timeløn er: 2.250 kr. / 15 timer = 150 kr.
  • Den gældende omregningssats er 295,54 kr. pr. time (2025).
  • Da din timeløn er lavere end omregningssatsen, men højere end dagpengesatsen (ca. 131,55 kr.), får du et lempet fradrag.

Fradragsberegning:

  • 2.250 kr. / 295,54 kr. = 7,61 timer i fradrag

Selvom du har arbejdet 15 timer, bliver du på grund af lempet fradrag kun modregnet for 7,61 timer i din efterløn.

Loft for arbejdstimer med lempet fradrag

Hvis du har ret til lempet fradrag, er der et loft for, hvor mange arbejdstimer du må have i en måned for at kunne få udbetalt efterløn. Loftet gælder kun for de timer, hvor din timeløn er lavere end omregningssatsen på 295,54kr. (2025).

  • Fuldtidsforsikrede: Maks. 128 arbejdstimer pr. måned
  • Deltidsforsikrede: Maks. 104 arbejdstimer pr. måned

Hvis du arbejder mere end dette, kan du ikke få udbetalt efterløn for den pågældende måned. Du vil igen kunne modtage efterløn, når du har opbrugt dit lempeligere fradrag for året, som i 2025 udgør 45.199kr.

Indtægter, der ikke modregnes i efterlønnen

Arbejdsfri indtægter der ikke modregnes i efterlønnen, kan for eksempel være:

  • Ægtefællepension, der udbetales som et pensionsbeløb til efterlevende ægtefælle eller samlever. Kontakt dog DSA for nærmere vurdering.
  • Erstatninger, herunder erstatninger efter lov om arbejdsskadesikring.
  • Godtgørelse for usaglig opsigelse, fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven mv.
  • Indtægt ved salg af erhvervsvirksomhed eller fast ejendom
  • Renter, aktieudbytte o. lign.
  • Underholdsbidrag
  • Arv, gaver og gevinster
  • Invaliditetsydelse
  • Pension, som udbetales som følge af tabt arbejds-/erhvervsevne - fx invalidepension.
  • Betaling for feriefridage, som ikke holdes