En inkluderende arbejdsplads

Vi har brug for et mangfoldigt og rummeligt arbejdsmarked, hvis vi skal sikre, at alle, uanset baggrund, har lige muligheder for at arbejde. I denne serie besøger vi derfor nogle af de arbejdspladser, som er særligt dygtige til at være inkluderende.

I et sundhedsvæsen, der ofte mangler arbejdskraft, er det særligt vigtigt, at vi får alle ressourcer i spil. Det er helt afgørende for vores velfærdssamfund, at alle, der kan arbejde, får mulighed for det.

Derfor skal sundhedsvæsenet afspejle en inkluderende og mangfoldig kultur, hvor der er plads til alle. 

Din Sundhedsfaglige A-kasse støtter op om et rummeligt arbejdsmarked, hvor alle føler sig velkomne. I denne serie besøger vi derfor nogle af de arbejdspladser, som er særligt dygtige til at være inkluderende.

Plejehjemmet Slottet

På Plejehjemmet Slottet på Nørrebro er der plads til alle. Det sagde de ja til, da de valgte at få en regnbueprofil.

Som regnbueplejehjem har Slottet valgt at skabe en inkluderende arbejdsplads med trygge rammer for LGBT+ beboere, som kan bo på Slottet og blive mødt med respekt.

Her kan man være den, man er. Og det gælder både blandt beboerne og medarbejderne. På Slottet har den inkluderende LGBT+ profil nemlig også smittet af på personalet, hvor en stor del af dem har valgt Slottet som arbejdsplads på grund af deres åbne regnbueprofil.

Sygeplejersken Ina

I dette afsnit besøger vi den rummelige og inkluderende arbejdsplads Psykiatrisk Center København, som har ansat sygeplejersken Ina Høier, som har dværgvækst.

Selvom arbejdspladsen ikke var forberedte på, at Ina havde dværgvækst, da hun startede, har de kun mødt hende med åbne arme og skabt de ændringer, der skulle til, for at Ina blev inkluderet.