Oversygeplejerske: "Jeg tror ikke, man kan strække sig for langt for medarbejderne"

Hjemme hos Jonas Bundgaard Dannesbo og hans kone og deres tre mindre børn kan de nemt synge med på den gamle børnesang: ”Når min far kommer hjem, så er min mor lige gået, når min mor kommer hjem, så sover min far”.

Sådan er det nemlig at være både par og kolleger med skiftende vagter - tilmed på den samme hospitalsafdeling.

Men for Jonas Bundgaard Dannesbo og hans hustru fungerer det upåklageligt, at de begge arbejder som akutsygeplejersker samme sted, fordi de har en forstående arbejdsplads, der altid strækker sig meget langt for at få enderne til at nå sammen.

”Det er essentielt for os, at vi har fleksibilitet. Vi skal selvfølgelig stadig tage de samme weekendtimer som alle andre, men der bliver taget ekstra hensyn, så vi for eksempel ikke får en aftenvagt samme dag eller er på den samme vagt i weekenderne,” forklarer Jonas Bundgaard Dannesbo.

Han har været ansat på Akutafdelingen på Regionshospitalet i Horsens i otte år og er også tillidsrepræsentant.

Jonas Bundgaard Dannesbo mødte sin hustru på arbejdspladsen, og i begyndelsen var det ikke noget problem med sammenfaldende vagter. Hun var fraskilt, havde sine børn hver anden uge og arbejdede derfor mere i den modsatte uge. Men efter hun og Jonas for tre år siden fik en datter, kræver det noget mere kalender-gymnastik.

”Vi har hele tiden haft en åben dialog med vores ledere og tænkt, at en af os måtte finde et andet job, når vi begge kom tilbage fra barsel. Men det viste sig, at vi godt kunne få det til at fungere, når der var gensidig fleksibilitet,” siger Jonas.

I praksis fungerer det nu sådan, at parret arbejder flest mulig timer samtidig i dagvagter, mens kun én af dem er på aften- eller nattevagt ad gangen. De arbejder de samme weekender, men i henholdsvis dag- og aftenvagt.

”Hver anden weekend ser vi så ikke hinanden, men det ville andre par jo heller ikke gøre, hvis den ene part arbejder i weekenden. Jeg møder måske i dagvagt og min hustru i aftenvagt, og så har hun vores datter med ind og overleverer hende i døren,” griner han.

Vagtplanlægger på fuld tid

Når Jonas Bundgaard Dannesbo og hans kone kan få det til at hænge sammen med at arbejde i vagter på samme arbejdsplads, skyldes det blandt andet, at ledelsen på akutafdelingen gennem længere tid har haft fokus på at sikre et bæredygtigt arbejdsliv og individuel fleksibilitet for de ansatte på afdelingen.

”I de seneste ti år har vi gjort os rigtig umage for at blive gode til at se og høre den enkelte medarbejder, for eksempel i forhold til planlægningen af arbejdstiden,” siger oversygeplejerske Tina le Fevre.

Sammen med sine lederkolleger besluttede hun for flere år siden at dedikere en 34-timers stilling kun til arbejdstidsplanlægning. I forvejen var arbejdstidsplanlæggeren ansat i afdelingen i en blandet stilling med to ugentlige arbejdsdage afsat til vagtplanlægning.

”Når hun var sygeplejerske i afdelingen, fik hun rigtig mange henvendelser fra personalet om arbejdsplan og vagtbytte, så hun fik faktisk sjældent ro til at være sygeplejerske. Og vi kunne også godt mærke, at hun ikke havde timer nok til at nå vores mål om at være fleksible over for personalet,” siger Tina le Fevre.

Grundlæggende arbejder alle 80 sygeplejersker på Akutafdelingen i Horsens på samme vilkår – man skal stadig arbejde weekender eller andre skæve vagter, selv om man har været ansat i 20 år.

Men derudover strækker ledelsen sig langt for at imødekomme individuelle behov for fleksibilitet tilpasset de ansattes livsfaser.

”Man kan sagtens arbejde i en akutafdeling med den belastning og de vagter, det nu indebærer, selv om man er fraskilt og har børnene hver anden uge. Så har man bare sine vagter dén uge, man ikke har børnene. Det er en ny måde at tænke vagtplanlægning på, som er sket gradvist over de senere år. For 10 år siden tog man ikke rigtig hensyn til privatlivet i en vagtplan,” siger Tina le Fevre.

Vær åben om særaftaler

Alle medarbejdere kan blive ramt af noget, der kan udfordre arbejdslivet. Der kan være børn, som mistrives, en krævende periode som pårørende eller andet, der udfordrer på hjemmefronten. Det er Tina le Fevre opmærksom på.

”Jeg havde en medarbejder, som havde nogle specielle behov i en kortere periode, hvor vi lavede en særaftale, der løb over tre måneder, mens hendes privatliv rettede sig til, og hun kunne få hovedet oven vande.”

En vigtig pointe i dén type aftaler er at være åben om dem, mener oversygeplejersken. Ellers risikerer man snak i krogene og manglende forståelse.

”Det kan man undgå ved at sige åbent, hvordan det forholder sig. Men det handler også om relationen til medarbejderne – de skal stole på det, når jeg siger, at ændringerne er nødvendige lige nu. Jeg har da nogle gange været nervøs for, hvordan særaftaler i kortere perioder blev modtaget, men i det store hele synes jeg faktisk, at medarbejderne har taget fint imod det. Jeg tror, at personalet tænker, det kunne være dem selv, der kunne have brug for det næste gang.”

Da Tina le Fevre begyndte på afdelingen, arbejdede alle hver anden eller tredje weekend, men der var et stort ønske fra personalet om kun at arbejde hver fjerde weekend.

Med den store lommeregner fandt oversygeplejersken ud af, at det kunne lade sig gøre med 12-timers vagter og en lidt anden fordeling. Lige nu kan de ansatte derfor selv vælge, om de vil arbejde hver anden, tredje eller fjerde weekend.

Ifølge Tina le Fevre kan det være altafgørende for arbejdsglæden, at sygeplejerskerne selv har indflydelse på arbejdstiderne.

”Når vi regner det sammen over en 12 ugers periode, har alle præsteret det samme. Man har bare selv haft indflydelse på, hvordan vagterne skulle ligge, og det gør en kæmpe forskel. Som sygeplejerske kan weekenderne være ret hellige,” mener hun.

Kan rekruttere både erfarne og nyuddannede

Den store indflydelse på arbejdstidsplanlægningen afspejler sig positivt i forhold til både rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på akutafdelingen i Horsens. Og ikke kun for den nye unge generation på arbejdsmarkedet, som er kendt for at stille helt andre krav til work-life balancen end tidligere generationer.

”Jeg er selv fra en generation, som er gået på arbejde, når vi fik besked på det, hvor den nye generation har andre krav i forhold til at harmonere arbejdsliv og privatliv. Men vores fokus på fleksibilitet har faktisk gjort noget godt på tværs af alle aldersgrupper og erfaringsniveauer,” siger Tina le Fevre.

”På trods af stor vagtbelastning har vi rigtig mange sygeplejersker, der har været ved os i mange år, hvilket betyder meget for afdelingen. Og vi har heldigvis på nuværende tidspunkt heller ingen problemer med at rekruttere hverken erfarne eller nyuddannede sygeplejersker.”

Én ting er det økonomiske aspekt i at dedikere en fuldtidsstilling til vagtplanlægning – noget andet er spørgsmålet om, hvor langt arbejdspladsen skal strække sig for at tilgodese de ansattes individuelle behov.

Tina le Fevre har løbende tænkt over det.

”Vi er stadigvæk en arbejdsplads, der skal have et fremmøde hver evig eneste dag året rundt. Så det handler om, hvordan vi bruger de muligheder, vi har inden for rammerne. I løbet af årene har vi diskuteret, om vi strækker vi os for langt for at få det hele til at gå op? Men vi har måttet erkende, at vi nok ikke kan gøre os for umage, og at vi nok ikke kan bruge for meget tid på at skabe et bæredygtigt arbejdsliv for de ansatte.”

Det bæredygtige arbejdsliv på Akutafdelingen på Regionshospitalet i Horsens

• 80 sygeplejersker skal bemande afdelingen hele døgnet, hele året.
• Der er ansat en arbejdstidsplanlægger på 34 timer.  
• De ansatte kan vælge, om de vil arbejde hver anden, tredje eller fjerde weekend – og weekendvagternes længde fastsættes herefter.
• Det er muligt selv at bestemme sit timetal efter aftale.
• Der er mulighed for at arbejde i fortrinsvis aftenvagt eller nattevagt efter aftale.
• Akutafdelingen har også en mentorordning for nyansatte.