Beskæftigelseskrav
Du skal inden for de sidste 12 måneder have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i mindst seks måneder, heraf den seneste måned før fraværet.
Væsentligt omfang svarer til en ugentlig arbejdsindsats på mindst 18,5 timer. Har du haft virksomheden mindre end seks måneder, medregnes eventuel forudgående beskæftigelse som lønmodtager i beskæftigelseskravet.
Sygedagpenge hvornår
Når du har været syg i to uger har du mulighed for sygedagpenge fra kommunen. Du kan også tegne en frivillig forsikring, som giver dig ret til sygedagpenge fra 1. eller 3. fraværsdag. Du kan læse mere om forsikringsordningen på hjemmesiden for Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.
Sygedagpengenes størrelse
Sygedagpengene beregnes som hovedregel på grundlag af overskuddet i virksomheden, og de kan højest udgøre det maksimale dagpengebeløb. Se de aktuelle dagpengesatser her. Har du tegnet frivillig forsikring, vil dagpengene udgøre mindst 2/3 af maksimumsatsen.
Søg sygedagpenge
Er du syg, skal du anmelde dit sygefravær til kommunen og søge om sygedagpenge via nemrefusion.dk. Anmeldelse skal ske senest tre uger efter din første fraværsdag.
Har du tegnet frivillig forsikring, skal du anmelde sygefraværet senest en uge efter enten 1. eller 3. fraværsdag.
Medarbejdende ægtefælle
Reglerne om sygedagpenge til selvstændige erhvervsdrivende gælder tilsvarende for medarbejdende ægtefæller.
Aftale ved kronisk sygdom
Har du ikke tegnet en sygedagpengeforsikring, og har du en kronisk eller langvarig sygdom, som skønnes at medføre mindst 10 sygedage pr. år, kan du søge kommunen om en aftale, der giver ret til sygedagpenge fra første sygedag.
Kompensation for handicap
Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der vanskeliggør eller forhindrer dig i at arbejde, er der forskellige ordninger, som du kan læse om under Sygdom.
Sygedagpengeforsikring
Som privat arbejdsgiver kan du have mulighed for at tegne en sygedagpengeforsikring, som kan sikre dig mod økonomisk tab i forbindelse med din(e) ansattes sygdom.
Læs mere om forsikringsordningen på hjemmesiden for Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.
Sygdom eller handicap i familien
Bliver dit barn, ægtefælle eller andre nære pårørende alvorligt syg, eller er dit barn handicappet, kan du læse om hovedreglerne for de forskellige hjælpemuligheder som fx tabt arbejdsfortjeneste og orlov til pasning af døende pårørende.