Anvendelse af AI i forbindelse med notatskrivning
Hos Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA) arbejder vi løbende på at forbedre vores service over for medlemmerne. Som led i dette har vi valgt at anvende kunstig intelligens (AI) til at understøtte vores medarbejdere i deres håndtering af telefoniske henvendelser. Med denne politik ønsker vi at give dig et klart billede af, hvordan vi anvender AI i vores sagsbehandling, og med hvilket formål.
Hvad bruger vi AI til?
Når du ringer til os, kan samtalen blive optaget og efterfølgende behandlet af et AI-værktøj. Værktøjet omsætter først samtalen til tekst og udarbejder derefter et struktureret notat, som opsummerer samtalens indhold. Notatet bruges af vores medarbejdere til at dokumentere din henvendelse og sikre en effektiv opfølgning.
Denne opgave sker i samarbejde med og vedligeholdes af vores samarbejdspartner Miralix.
Det er vigtigt at understrege, at AI-værktøjet udelukkende fungerer som et støtteredskab. Teknologien træffer ingen beslutninger om din sag og erstatter ikke den menneskelige vurdering. Alle notater gennemgås og godkendes af medarbejderen, du har haft en samtale med, inden de lagres på din sag. Dette sikrer, at eventuelle fejl kan rettes.
Hvorfor har vi valgt denne løsning?
Anvendelsen af AI i sagsbehandling og administration er i hastig vækst på tværs af brancher. Stadig flere organisationer implementerer AI-løsninger til at effektivisere arbejdsgange, forbedre dokumentation og frigøre tid til kerneopgaver. Hos DSA følger vi denne udvikling tæt og har valgt at tage teknologien i brug på en måde, der kommer vores medlemmer til gavn. Vores tilgang er klar: AI skal fungere som et værktøj, der styrker vores medarbejderes arbejde. Det må ikke blive erstatning for den menneskelige behandling og vurdering, som er grundlaget for den service, vi yder.
Vores erfaring er, at præcis dokumentation er afgørende for en god medlemsservice. Når samtaler transskriberes automatisk, undgår vi, at vigtige oplysninger går tabt undervejs, og vores medarbejdere kan koncentrere sig fuldt ud om at lytte til dig og hjælpe dig videre, fremfor at notere manuelt. Det giver en mere naturlig samtale og en hurtigere sagsbehandling. Den ensartede notatprocess sikrer også, at alle henvendelser dokumenteres på samme grundige måde, uanset hvilken medarbejder du taler med.
Dine rettigheder
Under en samtale kan der blive nævnt personlige oplysninger om dine forhold. I disse situationer, er det vigtigt at være opmærksom på, at databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven gælder for behandlingen af disse oplysninger. Det betyder, at du som medlem har en række rettigheder, som er beskrevet nærmere herunder.
Ret til indsigt
Du har ret til at få oplyst, hvilke personoplysninger vi behandler om dig, samt til at modtage en kopi af disse oplysninger. Du kan også få information om, hvorfor vi behandler oplysningerne og hvor længe vi opbevarer dem.
Ret til berigtigelse
Hvis de oplysninger, vi har registreret om dig, er forkerte eller ufuldstændige, har du ret til at få dem rettet eller suppleret.
Ret til dataportabilitet
I visse tilfælde har du ret til at modtage de personoplysninger, du selv har givet os, i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format. Du kan også have ret til at få oplysningerne overført direkte til en anden dataansvarlig, hvis det er teknisk muligt.
Ret til indsigelse
Du har ret til at gøre indsigelse mod vores behandling af dine personoplysninger, hvis behandlingen sker på baggrund af vores legitime interesser. Hvis du gør indsigelse, vil vi vurdere, om vi har tungtvejende grunde til at fortsætte behandlingen, der går forud for dine interesser.
Ret til sletning
Under visse omstændigheder har du ret til at få dine personoplysninger slettet. Det gælder eksempelvis, hvis oplysningerne ikke længere er nødvendige til det formål, de blev indsamlet til, eller hvis du trækker et samtykke tilbage, som behandlingen var baseret på.
Ret til begrænsning af behandling
Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.
Du kan læse mere om dine rettigheder på Datatilsynets hjemmeside her.
Kontaktoplysninger
(DSA) er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, som vi har om dig.
Vores kontaktoplysninger er følgende:
Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA)
Sankt Annæ Plads 30
1013 København K
Danmark
CVR-nr.: 12 92 74 87
Telefon: 33 15 10 66
Vil du læse mere om DSA’s generelle persondatapolitik, kan du læse dette på vores hjemmeside her.