Netværk, sådan kommer du igang

Her har vi samlet nogle gode råd til, hvordan du netværker dig tilbage på arbejdsmarkedet.

Selvtilliden har fået et knæk, og dit personlige overskud er i bund, efter du har mistet dit job. I sådan en situation, kan det synes uoverkommeligt at netværke sig tilbage på arbejdsmarkedet. Det samme gælder, hvis du er nyuddannet og endnu ikke har haft dit første job.

Men det er ikke nødvendigvis svært at komme i gang med at opbygge dit faglige netværk. For du har allerede et udgangspunkt i dine venner, bekendte og naboer. Dem skal du lære at bruge i en ny sammenhæng, der handler om at skaffe dig et arbejde.

”Er du ny som netværker, skal du starte der, hvor du føler dig tryg. Hvis dine nære relationer ikke direkte kan hjælpe dig, kan du spørge, om de kender folk, der kan få dig videre.” Det fortæller Mette Westberg Følster, der er cand. mag. i dansk og professionel netværker.

De fleste vil gerne hjælpe

Mange kommer aldrig i gang med at netværke, fordi de er bange for at spørge folk om hjælp. Men det skal ikke stoppe dig.

”Folk bliver smigrede, når de kan noget, som du har brug for. Derfor vil langt de fleste sige ja til at prøve at hjælpe dig. Du kommer længst med at være ærlig, når du henvender dig til folk. Sig: Hej, jeg er arbejdsløs. Jeg har brug for din hjælp i stedet for at komme med lange søforklaringer.”

Mette Westberg Følster mener, at netværk er et vigtigt redskab, hvis du vil sætte turbo på det salgsarbejde, der, ifølge hende, er at få et job.

”Som ledig er det op til dig at gøre opmærksom på det samlede potentiale, dine faglige og personlige kompetencer udgør. Du er et produkt, der skal sælges. Du kan nøjes med at søge opslåede stillinger, men vælger du også at bruge dit netværk, kommer du længere ud med dit potentiale.”

Netværk giver energi

Selvom dit netværk ikke nødvendigvis giver job lige med det samme, giver det ifølge Mette Westberg Følster mange andre fordele, mens du leder efter arbejde:

”Her og nu får du et løft i din hverdag og udvider din horisont. Det er med til at øge dit selvværd og give dig energi. Samtidig får du også opbygget relationer på den lange bane.”

Det netværk, du opbygger som ledig kan nemlig også komme dig til gode, når du er tilbage på arbejdsmarkedet og står overfor faglige problemstillinger:

”Når du fortæller om dig selv, fortæller andre også om sig selv. Det er erfaringsudveksling. Når du er kommet i arbejde, kan du derfor ringe op igen og spørge ind til ting, som dit netværk tidligere har fortalt,” siger Mette Westberg Følster.

Den gyldne regel

Vil du have succes med at netværke, er der en gylden regel, du aldrig må overskride: Spørg aldrig direkte, om en person kan give dig et job.

”Folk i dit netværk vil gerne hjælpe. Derfor bliver de forlegne, hvis de ikke kan give dig, hvad du spørger om. Derfor må du aldrig starte en netværkssamtale med at spørge, om du kan få et job. En god indgang er: ”Jeg har nogle spørgsmål, som jeg tror, du kan svare på”. Hvis folk rent faktisk har et job, der matcher dig, skal de nok selv bringe det på banen,” siger Mette Westberg Følster.

Kom godt i gang

Der er rigtig mange måder, du kan komme i gang med at netværke. Her er nogle få råd:

  • Opret en profil på Linkedin og søg på personer, du gerne vil i kontakt med. Fx. tidligere studiekammerater og kollegaer.
  • Find muligheder for netværk og netværksdeltagelse blot ved at ’Google’ ordet: Netværk for xxx.
  • Besøg hjemmesider for din uddannelsesinstitution, faglige organisation mv. og find muligheder for at deltage i netværk.
  • Spørg om visitkort, og noter navn, titel, mail, telefonnummer på personer du møder, og som du tænker, at du vil kunne netværke med
  • Gem og anvend deltagerlister til konferencer, kurser eller møder - noter dig dine egne personlige kommentarer om vedkommende, og skab mulighed for få kontakt med vedkommende evt. ved en ”tak for sidst-mail”
  • Lav autosignatur på din mail og gør dine kontaktoplysninger let tilgængelige for modtageren – det er i sig selv et visitkort.
  • Lav et CV evt. med et foto og send det pr. mail til familie, venner, tidligere kollegaer mv. - så de kan sende det videre rundt i deres netværk (oplys ikke dit cpr.nr. o.lign.)

Husk også at pleje dit netværk ved at følge op på dine kontakter, ellers slukker de.

Gratis temamøde om LinkedIn

Har du en profil på LinkedIn, men ved du ikke helt, hvad du skal bruge den til? Eller er du gået i gang, men synes ikke helt, du får nok ud af det? Så deltag på temamødet og få inspiration til, hvordan du bruger LinkedIn til at nå dine karrieremål.

Læs mere her

Sparring på CV og ansøgning

Vi hjælper dig videre i din karriere, uanset om du er i beskæftigelse eller er ledig. På vores sparring og coaching samtaler udfordre vi dig på indhold og form i dit CV og din ansøgning.

Læs mere