Tine Facebook Cover

Tine skiftede sygeplejefaget ud med et konsulentjob

Tine Siv Gildbjerg er oprindeligt uddannet sygeplejerske. I den rolle oplevede hun, hvordan konfrontation med egen sygdomsfrygt og stress fik sat skub i at udleve en drøm om videreuddannelse. I dag arbejder hun som karrierekonsulent.

Tidligere var Tine Siv Gildbjerg sygeplejerske på en palliativ afdeling. Hun elskede sit job og var stolt af at være et sted, hvor hun følte, at hun kunne gøre en forskel. Den dag, hun ved et tilfælde mærkede en knude i brystet, blev imidlertid startskuddet til at realisere drømmen om at blive psykoterapeut.

For Tine Siv Gildbjerg blev det også historien om, at kriser kan føre noget positivt med sig.

Faglig viden spænder ben for personlig trivsel

“Jeg var rigtig glad og følte mig privilegeret over at få job i det palliative speciale. På mange måder var det mit drømmejob. Jeg var nyuddannet og havde kun arbejdet med palliative patienter. Jeg havde altså ikke set patienter blive raske. Det begyndte langsomt at påvirke mig,” fortæller Tine Siv Gildbjerg.

Det blev ikke bedre, da hun en dag mærkede knuden i brystet. Den viste sig heldigvis at være godartet, men tiden indtil svaret kom, var ikke rar.

“Jeg nåede at blive rigtig bange, og jeg nåede at forestille mig, hvordan mit eget sygdomsforløb ville blive. Jeg fik stresssymptomer, og jeg kunne ikke rumme patienterne og være den sygeplejerske, jeg gerne vil være,” fortæller Tine Siv Gildbjerg.

"Man kommer til at reflektere over, hvad man virkelig vil og ønsker med sit liv”
- Tine Siv Gildbjerg om livskriser

Hun blev sygemeldt med stress og vendte aldrig tilbage til den palliative afdeling. Da hun begyndte at savne sin kittel, søgte hun job som sygeplejerske på gynækologisk afdeling. Men drømmen om psykoterapi var ikke blevet mindre.

Farvel til sygeplejen

“Min sygemelding havde skubbet mig i retning mod mit oprindelige ønske om at læse en terapeutisk uddannelse. Så mens jeg arbejdede som sygeplejerske, læste jeg kognitiv psykoterapi. Jeg begyndte også at styrke mit CV ved at arbejde frivilligt i Psykiatrifonden. Og så lavede jeg en overordnet plan for, hvordan jeg gerne ville videre fra den traditionelle sygepleje. Det er jo det “gode” ved at gå igennem kriser, som stresssygemeldingen var for mig. Man kommer til at reflektere over, hvad man virkelig vil og ønsker med sit liv,” forklarer Tine Siv Gildbjerg.

I et forsøg på at sætte sine kompetencer yderligere i spil, søgte hun mod psykiatrien, hvor hun arbejdede med spiseforstyrrelser sideløbende med, at hun forsøgte at realisere drømmen om at blive psykoterapeut.

Psykiatrien var imidlertid ikke det rette for Tine Siv Gildbjerg. Så efter at have afprøvet tre specialer på fem år, besluttede hun at sige sit job op og vende den traditionelle sygepleje ryggen uden at vide, hvad hun skulle.

Det var en stor, men velovervejet beslutning. Hun pakkede ganske enkelt rygsækken og tog ud i verden.

På vej mod nye eventyr

“Jeg solgte, hvad jeg havde af løsøre, lejede min lejlighed ud og tog ekstra rengøringsarbejde. Og så betalte jeg en uddannelse som kognitiv psykoterapeut.

Det er ikke billigt, men det var det, der gav livskvalitet og andre muligheder,” forklarer Tine Siv Gildbjerg.

“Andre muligheder” betød for hendes vedkommende et job i som karrierekonsulent i Din Sundhedsfaglige A-kasse.

“Da jeg kom hjem fra ferie og læste videre til psykoterapeut, var jeg stadig vildt frustreret over, hvordan jeg skulle få mine kompetencer i spil, når jeg ikke længere skulle stå med liv og død mellem hænderne,” fortæller Tine Siv Gildbjerg.

Hun fik talt med Din Sundhedsfaglige A-kasse om netop den frustration. Ved et tilfælde søgte de netop en profil som Tine Siv Gildbjerg, der både kunne trække på sin sundhedsfaglige viden i arbejdet med jobsøgende og samtidig kunne sætte de psykoterapeutiske kompetencer i spil i fx workshops. Hun har ikke fortrudt sine karrierehop. For netop som karrierekonsulent får hun brugt hele sin sundhedsfaglighed.

“Empati, fagforståelse og min nye uddannelse får jeg alt sammen sat i spil som konsulent. Jeg ville ikke kunne bestride mit job uden min sundhedsfaglige baggrund. Og jeg ville ikke være så sikker på, at det var det rigtige, hvis jeg ikke havde gjort noget for at prøve mig selv af i forskellige sygeplejerskejob inden,” siger Tine Siv Gildbjerg om sin karriererejse.

Har du overvejet at skifte retning i dit arbejdsliv?

I Din Sundhedsfaglige A-kasse kender vi dine behov og ved, hvad arbejdsgiverne efterspørger. Vores karrierekonsulenter har nemlig med en baggrund som sundhedsprofessionelle selv været der. De holder sig opdaterede, og er ikke bange for at dele ud af deres viden.

Derfor vil du ofte opleve, at karrierekonsulenterne ikke bare kender til udviklingen og tendenserne på arbejdsmarkedet. De har også i en eller anden grad oplevet de faglige udfordringer, du står med.

Book en gratis karrieresamtale med en af vores konsulenter i boksen til højre eller få 4 karrierefif til dig, der vil skifte fag.