Denne øvelse tager udgangspunkt i succeshistorier fra dit liv. Du skal forestille dig, at Janteloven er ophævet, og du har lov at se på de situationer, hvor DU har haft succes.
Succeshistorier er fortællinger om situationer, hvor du har gjort det rigtig godt. Det kan være situationer, hvor du fik mulighed for at udfolde dig på den helt rigtige måde.
Eller situationer hvor du har oplevet, at du gjorde en forskel.
Du kan bruge dine succeshistorier til at afklare din jobsituation. Hvad kan du, hvad vil du, hvilke forhold skal være til stede for at du trives? Du kan også bruge
succeshistorierne, når du skal fortælle om dine personlige egenskaber og resultater til en jobsamtale eller i netværkssammenhæng.
Sådan gør du
Du kan hente historier både fra dit fritidsliv og dit arbejdsliv. Det gælder om at finde historier fra dagligdagen, der karakteriserer din måde at arbejde på.
Se tilbage og beskriv 15-20 succeshistorier. Hvilke personlige egenskaber brugte du?
Et eksempel
Jeg spillede tennis og blevet slået af en bestemt konkurrent hvert år. Men ét år vandt jeg. Det var en stor personlig succes. Jeg brugte følgende personlige egenskaber:
- Stædighed
- Udholdenhed
- Strategisk tænkning
- Vedholdenhed
- Viljestyrke
- Målrettethed
- Selvstændighed
Når du har beskrevet alle historierne, skal du gennemgå dem. Lav en liste med alle egenskaberne, og hvor mange gange hver enkelt egenskab er brugt.
Find derefter de 7, du har brugt mest. Kan du genkende dem? Fællestræk kan være vigtige pejlemærker for de situationer, hvor du fungerer og præsterer allerbedst.
Brug egenskaberne i dit arbejdsliv
Når du vælger at fortælle en af historierne, er det vigtigt, at den er relevant for modtageren, og at den illustrerer præcist dét budskab, du ønsker at komme igennem med.