Kollektivt ferielukket

Hvis din arbejdsplads holder kollektivt ferielukket, skal du bruge den ferie, du har optjent ved at arbejde.

Din arbejdsgiver har en pligt til i videst mulige omfang at sikre, at du har optjent betalt ferie til gode til alle de dage, virksomheden holder lukket. Gør arbejdsgiveren ikke dette, skal arbejdsgiveren betale dig løn for de pågældende dage.

Hvis du har været ansat på arbejdspladsen i hele det foregående ferieår, og holder arbejdspladsen kollektivt ferielukket på et tidspunkt, hvor du ikke har optjent betalt ferie til alle de dage, virksomheden holder lukket.

Så skal arbejdsgiveren give feriebetalingen på forskud, mod at arbejdsgiveren kan modregne i den betalte ferie, du optjener i de efterfølgende måneder.

Hvis du ikke har optjent nogen feriepenge, kan du få feriedagpenge, men kun hvis du har optjent dage med feriedagpenge.

Har du ikke flere feriedage og dage med feriedagpenge?

Har du ikke flere feriedage eller flere dage med feriedagpenge, kan du søge om dagpenge fra os, hvis du vel at mærke opfylder betingelserne for at få almindelige arbejdsløshedsdagpenge.

Hvis du skal søge dagpenge

Hvis du opfylder betingelserne for at kunne søge dagpenge, skal du:

  1. Melde dig ledig på jobnet.dk.

  2. Udfylde en Ansøgning om dagpenge på Mit DSA.

  3. Sende dokumentation på, at din arbejdsgiver har varslet ferielukningen efter gældende regler om varsling af ferie. Reglerne står i ferieloven eller i din overenskomst. (En arbejdsgiver kan varsle ferielukning i en ansættelsesaftale, i en overenskomst, i en lokalaftale, eller i et brev eller en mail til medarbejderen.)

  4. Sende dokumentation for, at du har afholdt alle dine feriedage.