For at komme hurtigt tilbage i job er det vigtigt, at du, allerede fra den første ledighedsdag, søger alt det arbejde både i og uden for dit fag, som passer til din profil og kompetencer.
Det er også et krav for at bevare din ret til dagpenge.
Du skal derfor starte din jobsøgning og begynde at registrere i din joblog med det samme. Det betyder, at du ikke skal vente på, at vi har godkendt ’Min Plan’ eller ’Krav til jobsøgning’, men derimod starte din jobsøgning med det samme.
Du kan med fordel downloade 'Din Sundhedsfaglige Jobportal' som app, hvor du finder ledige stillinger, men også kan opdatere din joblog.
Opdater din joblog ugentligt
Din joblog skal til enhver tid være opdateret med dine jobsøgningsaktiviteter. Du skal som udgangspunkt søge job og opdatere din joblog hver uge og uploade mindst 1 ansøgning hver måned.
Det er din dokumentation for, at du er aktivt jobsøgende. Søger du ikke nok stillinger, eller glemmer du at opdatere din joblog, kan du risikere at miste din ret til dagpenge.