Om kommunens opfølgning under sygdom:
Kommunen tilrettelægger deres opfølgningsindsats og behovet for at afholde opfølgningssamtaler, på baggrund af de oplysninger som fremgår af oplysningsskemaet.
Opfølgningssamtalerne afholder kommunen telefonisk og/eller digitalt, men du har altid ret til at første opfølgningssamtale der afholdes inden udgangen af 8. sygefraværsuge, afholdes som en individuel samtale med personligt fremmøde, hvis du anmoder kommunen om det. Efter den første opfølgningssamtale skal du selv booke de følgende samtaler digitalt. Du kan i særlige tilfælde fritages fra det krav, hvis kommunen vurderer at der er særlige forhold, f.eks. helbredsforhold hertil.
Der er (efter 01.07.26) fastsat differentierede regler for kommunens afholdelse af opfølgningssamtaler og opfølgningsindsats, alt afhængig af om du er ledig, selvstændig erhvervsdrivende, eller i job.
Er du sygemeldt fra ledighed eller fra selvstændig virksomhed:
Indkalder kommunen dig til en opfølgningssamtale senest 8 uger efter 1. sygefraværsdag. Er du fortsat sygemeldt, vurderer kommunen løbende behovet for opfølgningsindsats og afvikling af opfølgningssamtaler, i det resterende sygeforløb. Kommunen har pligt til at inddrage dig i tilrettelæggelsen af opfølgningen, og du har altid mulighed for selv at bede kommunen om en opfølgningssamtale, hvis du ønsker det.
Er du sygemeldt fra Job som du kan vende tilbage til og forventer at dit sygefravær varer mindre end 26 uger:
Skal du som udgangspunkt ikke til opfølgningssamtaler, men kommunen kan dog efter en konkret vurdering beslutte, at du skal deltage i opfølgningssamtaler og indsatser. Det kan f.eks. være situationer hvor kommunen vurderer, at sygemeldingen har en karakter, der kan give anledning til tvivl om, hvorvidt der er tale om et afgrænset forløb. Kommunen har pligt til at inddrage dig i tilrettelæggelsen af opfølgningen, og du og/eller din arbejdsplads har også ret til at anmode kommunen om en opfølgningsindsats både i opstarten og undervejs i sygeforløbet, hvis du eller arbejdspladsen ønsker det.
Hvis du senere i sygeforløbet bliver ledig, aftales opfølgningsindsatsen mellem dig og kommunen.
Er du sygemeldt fra et Job og forventer at sygefraværet varer udover 26 uger:
Skal du deltage i opfølgningssamtaler, og vil i lighed med tidligere blive indkaldt til en opfølgningssamtale i kommunen senest 8 uger efter din 1. sygefraværsdag. Kommunen vurderer løbende behovet for opfølgningsindsats og afvikling af opfølgningssamtaler, i det resterende sygeforløb, og har pligt til at inddrage dig i tilrettelæggelsen af opfølgningen.
Vigtigt at vide om kommunen opfølgningsindsats
Kommunens opfølgningsindsats har grundlæggende til formål at understøtte muligheden for at du hurtigst muligt kan raskmeldes og vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Kommunen foretager en samlet vurdering af behovet for opfølgningssamtaler og opfølgningsindsats løbende, og har pligt til at inddrage dig i tilrettelæggelsen af opfølgningen. Kommunen skal også inddrage din læge, arbejdsplads, A-kasse og/eller faglige organisation, efter behov.
Udover at afklare behovet for behandlings- og genoptræningsindsats kan kommunens opfølgningsindsats også bestå af beskæftigelsestilbud som f.eks. mestringskursus, vejledning og opkvalificering og virksomhedspraktik, hvis det vurderes relevant og kan afpasses din situation og sygdom.
Hvis der er tvivl eller hvis du mener at et tilbud ikke kan forenes med din sygdom, skal kommunen i alle tilfælde kontakte din læge.
Det er vigtigt at du deltager i såvel opfølgningssamtaler og kommunens tilbud, da kommunen ellers kan standse sygedagpengene eller sygedagpengerefusionen til din arbejdsgiver.