Ophold udenfor Danmark

Du kan bevare sygedagpengene, mens du midlertidigt opholder dig udenfor dit hjem, men fortsat er i Danmark.

Ophold i det øvrige udland

Kun i ganske særlige tilfælde, kan du få dagpenge mens du opholder dig midlertidigt i det øvrige udland. Det er muligt, hvis du ikke kan blive behandlet i Danmark eller hvis en lægeordineret rekreation ikke er mulig i Danmark.

Sygdom under ferie

Er du blevet syg inden din ferie, men ønsker at holde den alligevel, skal du melde dig rask inden ferien. Du kan ikke få sygedagpenge i ferieperioden. Dette kan være aktuelt, hvis du ønsker at holde en planlagt ferie uden for Danmark, EØS-landene og Schweiz.

Her skal ferien aftales med din arbejdsgiver og/eller kommune. Er du fortsat syg efter ferien, kan du igen få løn under sygdom med refusion til arbejdsgiver eller sygedagpenge.

Som delvist sygemeldt, kan du kun holde ferie ved at melde dig rask.

Er du delvist sygemeldt, så du fx arbejder tre dage og er sygemeldt to dage, kan du godt holde ferie på arbejdsdagene.

Sygedagpengeudbetalingen eller refusionen til arbejdsgiver bliver genoptaget efter ferien, hvis du fortsat er syg. Det er vigtigt, at du har aftalt din ferie med kommunen, da ferie under sygdom ikke må forhindre din behandling, opfølgning mv.

Udbetaling

Ved feriehindring som følge af længerevarende sygdom og barsel, har du i særlige situationer mulighed for at få udbetalt ferien i stedet for at overføre den.

For at få udbetalt ferien er det et krav, at du er forhindret i at holde din ferie på grund af sygdom i to ferieafholdelsesperioder i træk. Hvis du fx er syg op til den første periodes udløb den 31. december og efterfølgende bliver rask i en periode, hvor du kan holde ferie, vil du ikke kunne få udbetalt feriepengene.

Du skal derfor kunne dokumentere, at du har været forhindret i at holde ferie som følge af længerevarende sygdom i to ferieafholdelsesperioder i træk. Læs mere på Borger.dk

På borger.dk er der en vejledning om, hvordan du får feriepengene udbetalt. Feriepengene udbetales uden modregning i sygedagpengene.