Andre nyttige oplysninger
Kronisk sygdom
Har du en kronisk eller langvarig sygdom, som skønnes at medføre mindst ti sygedage pr. år, kan kommunen godkende en aftale mellem dig og din arbejdsgiver, en såkaldt § 56-aftale.
Aftalen betyder, at din arbejdsgiver får refusion allerede fra første sygedag, når du er syg på grund af den konkrete lidelse. Beløbet svarer til sygedagpengene og kan bevilges for to år ad gangen. Formålet med aftalen er, at personer med en kronisk lidelse og øget sygefravær får lettere ved at få eller bevare beskæftigelse.
En sådan aftale kan også laves i andre situationer. Fx hvis en behandling eller en undersøgelse på sygehus er blevet besluttet, inden du blev ansat hos din arbejdsgiver.
En § 56-aftale kan ikke bruges ved en varig nedsættelse af arbejdsevnen – fx ved én eller flere faste sygedage om ugen.
Din retssikkerhed
Der er forskellige regler for, hvordan kommunen skal behandle din sag. Retssikkerhedsloven skal bl.a. sikre dine rettigheder og indflydelse i kommunen.
Senest to uger før fx sygedagpengene eller revalideringen ophører, skal kommunen tage stilling til, om du har brug for anden hjælp. Inden kommunen afgør din sag, skal du have mulighed for at læse og udtale dig om de oplysninger, der er grundlag for kommunens afgørelse (partshøring). Du har altid mulighed for aktindsigt i din sag.
Er du utilfreds?
Du kan klage til Ankestyrelsen, hvis du er utilfreds med kommunens afgørelser om sygedagpenge og de tilbud, som indgår i opfølgningsplanen. Du har ret til at få en skriftlig afgørelse med begrundelse for beslutningen og ret til at få aktindsigt.
Klagefristen er på fire uger. Klagen sendes til kommunen, der vurderer sagen igen. Vælger kommunen at fastholde afgørelsen, sender den klagen videre til Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse er endelig.