Uddannelse
Du har visse muligheder for at videreuddanne dig, mens du er ledig. Der findes en særlig uddannelsespulje, som jobcentrene administrerer. Puljen hedder positivlisten.
Positivlister
På baggrund af input fra uddannelsesinstitutioner, jobcentre og a-kasser, har de Regionale Arbejdsmarkedsråd lavet regionale lister (positivlister) med konkrete korte uddannelsesforløb, der er rettet mod områder, der mangler på arbejdskraft.
Hvis du overvejer at deltage i et uddannelsesforløb, er det en god ide at orientere dig på din lokale positivliste, som du kan finde på vores hjemmeside. Positivlisterne ændres løbende. Det er jobcenteret, der beslutter, hvilke kurser fra positivlisterne, du kan deltage i.
Kontakt os
Det er vigtigt, at du kontakter os, hvis du ønsker at deltage i uddannelse, mens du er på dagpenge.
Selvbetalt uddannelse
Du har også mulighed for at deltage i en række kurser og uddannelser, du selv betaler for, mens du får dagpenge. Der er dog en række krav, du skal overholde.
Som udgangspunkt må du kun meget begrænset deltage i kurser, der kan indgå i et SU-berettiget fuldtidsstudie. Er der tale om en uddannelse, der ikke giver ret til SU eller kan indgå i et SU-berettiget fuldtidsstudie, kan du følge det i under 20 timer om ugen.
Du skal søge tilladelse hos os, inden du starter på selvbetalt uddannelse. Du kan læse mere om uddannelse på dagpenge her.