Opholdskrav er afskaffet - se hvad det betyder for dig

Fra 1. februar 2020 skal du ikke længere opfylde helt særlige krav om ophold i Danmark eller EU for at kunne få dagpenge. Har du meldt dig ud af a-kassen på grund af opholdskravet, skal du være opmærksom på, at der er lavet en overgangsordning, som kan være en fordel for dig.

Nyheder 3. februar 2020

Lørdag 1. februar var en festdag for a-kasser og deres medlemmer landet over. Her blev det omdiskuterede opholdskrav, som blev indført 1. januar 2019, nemlig afskaffet. Det betyder, at du ikke længere skal have opholdt dig i Danmark, i et andet EU/EØS-land i 7 år inden for de seneste 12 år for at få ret til dagpenge. 

Overgangsordning for udmeldte

Opholdskravet har fået flere til at melde sig helt ud af a-kassen, fordi de på grund af ophold i udlandet ikke ville kunne få dagpenge i en længere årrække. I forbindelse med afskaffelsen af opholdskravet er der lavet en overgangsordning for denne gruppe, som gør det muligt at generhverve retten til dagpenge uden yderligere optjening.

Kan du benytte dig af overgangsordningen?

Har du meldt dig ud af a-kassen, fordi du ikke ville kunne få dagpenge pga. opholdskravet, kan du genoprette dit medlemskab. Genoprettelsen vil gælde fra det tidspunkt, du meldte dig ud, og du vil generhverve din ret til dagpenge uden yderligere genoptjening. Du skal opfylde en række betingelser for at genoprette dit medlemskab. Du skal bl.a.:

  • Have meldt dig ud i perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019 og have boet mindre end 5 år inden for de seneste 12 år i Danmark. Eller have meldt dig ud i perioden 1. januar 2020 til 1. februar 2020 og have boet i Danmark i mindre end 6 år inden for de seneste 12 år.
  • Erklære på tro og love, at du efter de hidtil gældende regler på et tidspunkt i perioden fra 1. januar 2019 til 1. februar 2020 ikke opfyldte opholdskravet.
  • Efterbetale den del af medlemskontingentet, der udgør statsbidraget. Det svarer til 348 kr. pr. måned, du har været udmeldt.

Sidste frist er 31. juli 2020

Du skal kontakte Din Sundhedsfaglige A-kasse inden 31. juli 2020, hvis du ønsker at benytte dig af overgangsordningen.

Mulighed for dagpenge fremadrettet

Når du får genoprettet dit medlemskab, kan du få dagpenge fra den første i den måned, hvor vi har modtaget din anmodning om genoprettelse af medlemskab - hvis du i øvrigt opfylder betingelserne for ret til dagpenge. Du kan altså ikke modtage dagpenge med tilbagevirkende kraft for hele eller dele af den periode, hvor du har været udmeldt på grund af opholdskravet.

Nyhed

Denne nyhed blev publiceret 3. februar 2020

Se alle nyheder