Pligter

Der er en række pligter, du skal overholde for at kunne modtage dagpenge, mens du er ledig.

Når du er meldt ledig på jobnet.dk og ansøgt om dagpenge hos os, skal du gøre en aktiv indsats for at få nyt arbejde og holde kontakt til os og dit jobcenter.

For at have ret til dagpenge, skal du:
  • Følge 'Min plan' for din jobsøgning og sende ansøgninger hver uge.
  • Søge alt arbejde, du kan varetage.
  • Være parat til at overtage arbejde med dags varsel.
  • Oprette dit CV på jobnet.dk 24 timer inden dit CV-mødet hos os - dog senest 2 uger efter, du har meldt dig ledig.
  • Holde dit CV på jobnet.dk ajourført med de aktiviteter, du deltager i.
  • Løbende opdatere din joblog med dine jobsøgningsaktiviteter. Din joblog skal til enhver tid være opdateret med de stillinger, du har søgt. Det er din dokumentation for, at du er aktivt jobsøgende.
  • Melde ferie 14 dage før, du afholder din ferie.
  • Melde dig syg på jobnet.dk på din første sygedag.
  • Deltage i samtaler og aktiviteter hos os og dit jobcenter.
  • Have bopæl og opholde dig i Danmark.
  • Læse din (digitale) post og holde os orienteret om din e-mail adresse - tjek Mine Oplysninger på Mit DSA.
  • Kontakte os, hvis du planlægger aktiviteter eller vil arbejde på deltid – enten som lønmodtager eller i selvstændig virksomhed.
Din jobsøgning

For at få dagpenge, skal du være aktivt jobsøgende. Det vil sige, at du skal sende ansøgninger hver uge på konkrete job, som passer til din profil og kompetencer.

Kravet om at være aktivt jobsøgende betyder blandt andet:

Aktiv indsats

Du skal gøre en aktiv indsats for at få et nyt job. Du skal først og fremmest søge job som aftalt med os. Du kan finde din aftale under den konkrete samtale, som findes i dit overblik over samtaler her. Udgangspunktet er, at du skal søge på opslåede ledige job, men du skal også sende uopfordrede ansøgninger, kontakte arbejdsgivere og i det hele taget være opsøgende over for arbejdsgivere. Du kan også lægge dit CV ind på jobdatabaser.

Plan for jobsøgning

Du skal følge ”Min plan” for jobsøgning, som du aftaler med dit jobcenter. Planen for jobsøgning danner rammerne for din primære jobsøgning.

Inden for disse rammer skal du søge alle de jobs, du kan varetage, også efter en kortere oplæring på arbejdspladsen eller et kursus.

Vi prioriterer, at din plan for jobsøgning er centreret om dit faglige område, så du hurtigst muligt kommer tilbage i et relevant sundhedsfagligt arbejde.

Hvis der ikke er opslået job nok inden for dit fag og den geografi, som er aftalt i planen, skal du også søge arbejde, der ligger uden for planen.

Søg job

Du skal søge både fuldtids- og deltidsarbejde, fast arbejde og vikariater af forskellig varighed. Fuldtidsarbejde er 37 timer pr. uge.

Er du deltidsforsikret, er grænsen 30 timer pr. uge. Vi anbefaler også, at du tilmelder dig et vikarbureau - eksempelvis på et af landets hospitaler.

Der må ikke være hindringer for, at du kan tage arbejde. Fx må du ikke være syg eller mangle pasning til dit barn.

Vi anbefaler, at du bruger vores jobportal Din Sundhedsfaglige Jobportal til at søge job. Her finder du alle ledige stillinger inden for sundhedsområdet. Du kan også hente jobportalen som app. Når du logger ind kan du opdatere din joblog direkte herigennem, når du søger job. 

En dags varsel

Du skal kunne overtage arbejde med dags varsel - du skal altså kunne begynde at arbejde dagen efter, du finder arbejdet.

Transporttid

Du skal kunne overtage et arbejde, hvis det er nødvendigt for at få en ledig stilling besat med kvalificeret arbejdskraft.

Det gælder i princippet, uanset hvor lang den daglige transporttid er. Der vil dog blive taget særlige hensyn til familiemæssige forhold.

Rådighedsvurdering

Vi skal vurdere, hvorvidt du står til rådighed for arbejdsmarkedet ud fra:

  • Årsagen til, du blev ledig
  • Omfanget af din jobsøgning
  • Pasningsmuligheder til børn
  • Transportmuligheder
  • Øvrige forhold, der har betydning for dine jobmuligheder
  • Ledige stillinger

Vurdering af jobsøgningsaktivitet

A-kassen skal vurdere, om du har søgt et tilstrækkeligt antal job. Vi foretager vurderingen ved at sammenholde de krav til din jobsøgning, som du har aftalt med os, med de (din plan for jobsøgning) konkrete jobsøgningsaktiviteter, som du har skrevet i din joblog.

Du skal som udgangspunkt søge job og opdatere din joblog hver uge. Du skal også uploade det antal ansøgninger til din joblog, som du har aftalt med a-kassen. Som udgangspunkt skal du minimum uploade ansøgninger til din joblog en gang om måneden.

Vi foretager vurderingen ud fra de jobsøgningsaktiviteter, du har skrevet i din joblog, de aftalte krav til din jobsøgning og udbuddet af ledige job på det arbejdsmarked, der er relevant for dig.

Det er derfor ikke et bestemt antal jobansøgninger, der er afgørende for udfaldet. Det afgørende er, at du har fulgt aftalerne i "Min plan", søgt job som aftalt, og at du i det hele taget har gjort en aktiv indsats for at få et nyt job. Hvis du ikke er tilstrækkelig aktiv i din jobsøgning, kan du risikere at miste din ret til dagpenge. Du vil dog som oftest først få en periode på typisk fire uger til at bevise, at du søger tilstrækkeligt og står til rådighed for arbejdsmarkedet.

I denne periode skal du fremlægge alle de ansøgninger, du har sendt til arbejdsgivere som dokumentation. Efter perioden skal din tilknytning til arbejdsmarkedet vurderes igen. Hvis du slet ikke søger arbejde, søger meget begrænset eller ikke følger "Min plan" og kravene til din jobsøgning, risikerer du helt at miste din ret til dagpenge. Hvis det sker, kan du først få dagpenge igen, når du har arbejdet i 300 timer på 10 uger.

Vurderingen af din jobsøgning og rådighed for arbejdsmarkedet sker, når du skal til samtale hos din karrierekonsulent i Din Sundhedsfaglige A-kasse. Læs om samtalerne her

Herudover gennemgår vi hver måned de jobs, du har skrevet i din joblog. Vi kontakter dig, hvis vi se, du ikke har overholdt de krav, vi har aftalt om din jobsøgning. 

Hvis der ingen job er inden for dit område eller fag, skal du søge andre områder og stillinger. Vi hjælper dig med at komme i retning af dine jobønsker og sætter rammerne for din jobsøgning gennem din plan for jobsøgning. Planen udformer I sammen.

Når du kommer til samtale hos a-kassen, skal du kunne redegøre for dine jobsøgningsaktiviteter ved at have opdateret din joblog. Alle jobsøgningsaktiviteter tæller med - men kun hvis du har anført dem i din joblog. Vi anbefaler, at du også noterer, hvis du har talt i telefon med en kontaktperson på en arbejdsplads.

Læs vores gode råd til jobsøgning

Sygdom og rådighed

Hvis du er begrænset i din erhvervsevne på grund af sygdom eller handicap, udelukker det ikke i sig selv, at du kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er fx i følgende situationer:

  • Hvis der er arbejdsområder, som du kan varetage, vurderer vi, om det er nok til, at du står til rådighed.
  • Hvis en lægeerklæring udtaler, at du har en arbejdsevne, selvom der er konkrete indskrænkninger i din erhvervsevne.
  • Hvis du i øvrigt har vilje til at overtage arbejde, hvilket bl.a. kan dokumenteres ved, at du søger job.

Kontakt os, hvis du har brug for at vide mere.

Samtaler og møder med os og dit jobcenter

I din ledighedsperiode indgår du i et kontaktforløb, der indeholder samtaler hos a-kassen i de første 3 måneder af dit ledighedsforløb. Efterfølgende skal du også have samtaler i dit jobcenter.  

Samtaleforløbet starter senest 2 uger efter, du har meldt dig ledig på jobnet.dk. Den første samtale er ’Kom godt fra start’, og her drøfter vi dine kompetencer og muligheder på jobmarkedet. Til samtalen vil vi også oprette din personlige ’Min plan’, hvor vi sammen lægger en jobsøgningsstrategi, der passer til dig og din karriere. Samtalen bliver afholdt som en workshop med andre sundhedsfaglige ledige.

I de første 3 måneder skal du til yderligere to samtaler i a-kassen. Herefter mødes vi efter behov.

Når du har været ledig i 3 måneder, skal du også have samtaler i dit jobcenter. Du skal have 3 samtaler inden du har været ledig i 6 måneder.

Når du er ledig, har du pligt til at møde op til samtalerne, medmindre du skal til jobsamtale hos en arbejdsgiver, skal på arbejde, er blevet syg eller holder ferie. I disse tilfælde skal du melde afbud til det sted, hvor du skal til samtale. Hvis du udebliver fra en samtale, kan du ikke få dagpenge fra den dag, samtalen skulle holdes og frem til det tidspunkt, hvor du kontakter os eller dit jobcenter igen.

Husk at melde afbud til samtaler og møder

Bliver du indkaldt til møder eller samtale hos os eller jobcentret, er det vigtigt, du møder op eller husker at melde afbud i tide. Ellers har det konsekvenser for dine dagpenge.

Vi vil gerne hjælpe dig med at huske de forskellige regler, så du undgår at havne i den kedelig situation.

Der er forskellige deadlines og regler alt efter, hvad grunden er til, du er forhindret i at deltage.

Hvis du har fået arbejde
Er du indkaldt til et møde, men har fået arbejde, skal du afmelde dig mødet på jobnet.dk. Får du ikke meldt afbud, bliver du nødt til at møde op til samtalen. Ellers kan det påvirke din ret til dagpenge på et senere tidspunkt. 

Hvis du er syg
Hvis du er forhindret i at deltage i en samtale, fordi du er syg, skal du inden mødet melde dig syg på jobnet.dk. På den måde får vi, og jobcenteret, også besked.

Er du indkaldt til samtale i a-kassen, så ring eller skriv det til os. Er du indkaldt til samtale i jobcenteret skal du ringe til jobcenteret og melde afbud.

Hvis du først gør det efter mødet, bliver du registreret som 'udeblevet'. Du vil i nogle tilfælde også blive bedt om en lægeerklæring ved sygdom. 

Hvis du skal holde ferie

Planlægger du at holde ferie, skal du melde det på jobnet.dk senest 14 dage før din første feriedag. 

Er du indkaldt til et møde på det tidspunkt, hvor du planlægger at holde ferie, skal du som udgangspunkt deltage i mødet. Er det dog tilfældet, anbefaler vi, at du kontakter os.

Hvis du skal arbejde eller til jobsamtale
Skal du på arbejde eller til jobsamtale på mødetidspunktet, skal du kontakte os inden mødet. Du kan enten sende en besked til os via Indbakken på Mit DSA eller du kan ringe til os på tlf. 3315 1066.

Hvis du har barn syg
Bliver du forhindret i at deltage i mødet, fordi du har barn syg, skal du også huske at melde afbud inden.

Du skal være opmærksom på, at du ikke har mulighed for at få dagpenge på samtaledagen, hvis du har barn syg. Det skyldes, at man som dagpengemodtager desværre ikke har ret til barnets 1. sygedag.

Digital post og kontaktoplysninger

Du modtager post på Mit DSA

Vi er en digital a-kasse og sender derfor al post til dig via Indbakken på Mit DSA. 

Som ledig er du ansvarlig for at læse denne post. Det er derfor en god ide, at du hver uge og gerne hver dag tjekke din post. Du kan også tilmelde notifikationer på e-mail og/eller sms, når der er ny post til dig på Mit DSA. 

Du tilmelder dig under 'Mine oplysninger' på Mit DSA.  

Tjek dine kontaktoplysninger

Du skal også huske at orientere os om dine kontaktoplysninger, så vi kan komme i kontakt med dig. 

Sørg for, at du har opgivet din rigtige e-mailadresse og dit  telefonnummer. Husk også at give os besked, hvis du ændrer din e-mailadresse.

Du kan se dine kontaktoplysninger under 'Mine oplysninger' på Mit DSA.

Når du får post fra os eller jobcenteret

Du skal læse breve fra både jobcenter og fra DSA grundigt, så du forstår, hvor du skal møde op. Er du i tvivl, kan du kontakte os eller dit jobcenter. 

Kontakt os

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe til os på tlf. 33 15 10 66. Du kan også skrive til os via Indbakken på Mit DSA.

Se åbningstider

Link til lov om aktiv beskæftigelsesindsats

Læs mere om ret og pligt i lov om aktiv beskæftigelsesindsats.

Klik her

Ny app: Find dit næste job på Din Sundhedsfaglige Jobportal

Danmarks bedste overblik over ledige stillinger for sundhedsfaglige bachelorer og akademikere. Som noget nyt kan du hente jobportalen som app på din telefon.

Læs mere