Misbrug, hvad kan du gøre?

Hvad kan du som tillidsrepræsentant gøre? Din Sundhedsfaglige A-kasse har sine egne misbrugskonsulenter, som du altid er velkommen til at kontakte.

Misbrugskonsulenterne fungerer som sparringspartnere ud fra princippet om hjælp-til-selvhjælp. Hvad enten du er pårørende, kollega eller selv af den ene eller anden årsag er havnet i et misbrugsproblem, så kontakt os for en snak om hvilke muligheder du har og hvilke tilbud, der kunne være brugbare i lige netop din situation.  

Du kan ringe til vores misbrugskonsulent Tine Marie Boysen, socialfaglig konsulent, tlf. 46 95 31 18.

Sådan gør du, hvis du får mistanke om, at der er noget galt

Forbered samtalen
 Hvem skal deltage?
 Hvordan viser problemet sig?
 Hvilke konsekvenser har misbruget for dig, kollegerne og arbejdspladsen generelt?
 Hvordan har personens ressourcer ændret sig?
 Hvilken hjælp kan jeres arbejdsplads tilbyde? For sygeplejersker kan der gives kr. 25.000,- fra PKA*, hvis arbejdspladsen også bidrager økonomisk.
 Hvilke konsekvenser skal det have, hvis problemet benægtes?
 Hvornår skal der være en opfølgningssamtale?
 Hvem er tovholder?
 Hvilke tilbud er der på stedet, arbejdspladsen eller i dit område?

Selve samtalen

Det er vigtigt at indlede samtalen positivt ved at fremhæve medarbejderens positive sider/styrker (måske har de ændret sig) og fortæl, at I ønsker at hjælpe og støtte medarbejderen. Efter denne afklaring overtager de faglige sekretærer det videre forløb sammen med dig som tillidsvalgt.

Medarbejderen skal præsenteres for de facts, som beskriver (job)adfærden nu. Fortæl, hvad konsekvenserne er overfor arbejdet og kollegerne. Udtryk jeres bekymring for medarbejderen og jeres vurdering af nødvendigheden for forandring. Udtryk klart og uden omskrivning det, I har set og oplevet, og at I vil hjælpe vedkommende. Informer om misbrugspolitik. 

Lav en handlingsplan 
Hvilke ændringer, der skal være sket og hvornår? 
Oprids, hvilke konsekvenser det vil få, hvis aftalen ikke overholdes.
Hjælp med at skaffe kontakt til behandler, hvis det er aftalt.

Styrelsen for Patientsikkerhed bør altid inddrages, hvis man har en formodning om misbrug hos autoriseret sundhedspersonale. Det er en hjælp. Styrelsen for Patientsikkerhed er trænede i disse sager, og deres fokus er at afdække problemet, undersøge hvor omfattende det er ved hjælp af en speciallægeundersøgelse og hjælpe vedkommende i behandling og kontrol.

Det er svært at blande sig. Men husk på, at det menneske, der er kommet ud i et misbrug, har brug for omsorg og hjælp i professionelle hænder.

Kontakt os, hvis du har brug for hjælp til at tackle misbrug. Er du kollega, pårørende eller selv misbruger så læs mere her.

*Muligheder for hjælp fra PKA

For alle medlemmer: Kontakt PKA for konkret individuel vejledning på tlf. 39 45 45 40.

Særligt for faggruppen af sygeplejersker (gælder ikke Din Sundhedsfaglige A-kasses øvrige faggrupper):

  • Medlemmet kan modtage op 25.000 kr. til behandling for alkohol- eller medicinmisbrug. Det er en betingelse, at en arbejdsgiver også giver tilskud. Pensionskassen giver samme tilskud som arbejdsgiveren - dog maks. 25.000 kr.
  • Medlemmer uden arbejdsgiver kan søge tilskud, uden at der kræves arbejdsgivertilskud, som nævnt ovenfor.
  • Behandlingsstedet skal fremgå af Tilbudsportalen, som er garantien for, at behandlingssted og behandlingen er godkendt, og at der føres tilsyn med det fra det offentlige.
  • Et medlem kan få tilskud til behandling maks. 3 gange i et arbejdsliv. Gentagne afbrydelser vurderes individuelt.