Studerende på sundhedsuddannelse

Ansøgning - Tips og tricks

Der findes ikke én rigtig måde at skrive en god ansøgning på, men der findes en masse viden om, hvad der generelt virker bedre end andet.

Brug artiklen som inspiration, og løb eventuelt siden igennem igen, når du er færdig med ansøgningen. Måske er der noget, du kan finpudse. 

Find skabeloner til ansøgning og CV og kom hurtigt i gang



Begynd din ansøgning knivskarpt

De fleste arbejdsgivere og personer i et ansættelsesudvalg har ét til fem minutter pr. ansøgning til at vurdere, om de skal læse videre eller ej. Og når de har kigget på de første 15 ansøgninger, så læser de ikke resten grundigt. 

I praksis betyder det, at du har de første 5-10 linjer til at få dem til at læse din ansøgning til ende. Hvis der ikke er noget i de linjer, der har vagt deres nysgerrighed, så er løbet kørt, og du ender i bunken med ”ikke interessant”. De vigtigste argumenter for, at de skal vælge netop dig, skal stå først i ansøgningen. 

En fængende overskrift

Brug overskriften på din ansøgning til at sige noget kort og præcist om dig i det nye job, eller din holdning til det, du skal lave. Fx hvad du lægger særlig vægt på i kontakten med beboerne på plejehjemmet, hvis du søger job som afløser inden for plejeområdet.

Forskning viser, at de ting vi oplever, der er forbundet med en følelse, husker vi bedre. Dit mål er, at de husker dig, når de har læst alle ansøgningerne. Så kan du få skabt en følelse af forventning, så er der større chance for, at de vil vende tilbage til netop din ansøgning.

Det de søger - og det du kan

Ansøgningen skal give arbejdsgiveren et indtryk af, hvad de får, hvis de ansætter dig. Hvis du søger et job på baggrund af en jobannonce, så læs annoncen godt igennem. Streg nøgleordene under, og find ud af hvilke af de kompetencer, de søger, du med stor sikkerhed kan sige ja til, at du har. 

Når du skriver, så sæt dig i arbejdsgiverens sted, frem for gennemgående at begynde med "jeg". Hvis arbejdsgiveren har mål om en højere patienttilfredshed, kan du skrive, hvordan din personlighed og erfaring netop kan være med til at højne tilfredsheden. Fx "Det fremgår af jobannoncen, at I vil højne patienttilfredsheden. I vil med projektet "patienten i fokus" arbejde på en ny måde med kommunikation. I mit bachelorprojekt har jeg netop beskæftiget mig med patientkommunikation og har derfor viden og kompetencer, der kan bidrage til projektet."

Husk, at du ved at ringe og tale med arbejdspladsen, bedre kan skrive en ansøgning, der rammer plet ned hvis du kun læser om arbejdsstedet og jobannoncen. Hvad der står i annoncen, er ikke altid dækkende for, hvad de allerhelst vil have, at den nye medarbejder skal kunne. 

Glem alt om, hvad du selv tænker, du kan få ud af at få jobbet. Arbejdsgiveren skal betale dig løn og vil derfor læse, hvad de kan forvente at få for pengene, hvis de ansætter dig.

Det personlige og det private

Hvor meget skal der stå om dig som person? Du skal skelne mellem det, der er personligt - altså handler om din person -  og så det, der er privat. Det private har sjældent noget at gøre i en ansøgning.

Du kan medtage noget personligt, hvis det er relevant for det jobbet. At du har rejst meget, eller boet i længere tid i andre lande kan være relevant at fremhæve,  hvis du søger job, hvor du er i kontakt med mange forskellige mennesker. Din rejseaktivitet vil kunne have givet dig indsigt i kultur og sprog, som er brugbare i mødet med mennesker med flere kulturelle baggrunde. 

Det sammen gør sig gældende med fritidsinteresser. Har du været frivillig i en gymnastikforening kan være oplagt at nævne, hvis du fx søger job som personlig hjælper, hvor du også vil have med krop og bevægelse at gøre.

Dine personlige kompetencer kan være vigtige i et job, og kompetencerne kan du beskrive ved at komme ind på, hvordan du arbejder. Er du fx struktureret og kan planlægge? Er du meget ansvarlig og følger altid opgaverne til dørs? Det er eksempler på personlige kompetencer, der kan være relevante at nævne.

En god afslutning

En god ansøgning har også en god afslutning. Arbejdsgiveren skal kunne huske dig og din ansøgning, når de har læst mange ansøgninger. 

Man kan slutte af på mange måder. Et råd er at opsummere de vigtigste argumenter for, at de skal vælge dig. Og at du glæder dig til en samtale, til at begynde i jobbet etc.

Sproget, kommaerne og stavefejl

En ansøgning med stavefejl er næsten en spildt ansøgning. Hvis du ikke er god til at stave, så få en ven til at rette ansøgningen igennem. Det samme gælder for kommaer og punktummer. De skal være sat rigtigt. Det handler om at gøre teksten let at læse for modtageren.

Sprog og layout

At finde det rette niveau i sproget handler om at finde ud af, hvordan modtageren er. Det som fungerer godt sprogligt i den ene ansøgning, må du undlade at bruge i den næste. Så kend den du skriver til, inden du skriver.

Du skal også læse din ansøgning godt igennem og luge ud i dine yndlingsudtryk, for dem har de fleste mennesker tendens til at bruge ofte. Det fungerer dårligt at bruge samme udtryk i flæng.

Dit sprog og dit layout skal understøtte dit budskab. Skriver du, at du er meget ordentlig og struktureret, så skal det kunne ses i din ansøgning. Layoutet vil fx afspejle det, og hvordan du præsenterer din tekst. Fx at du benytter afsnit og lige marginer. 

Hvis der i annoncen står, at arbejdsstedet søger en person med humor, så må du prøve at skrive en ansøgning med et humoristisk tvist. På den måde skriver du ikke blot, at du har humor, men du viser det. Det kaldes også ”Show, don´t tell.”

Det kan være fristende at bruge forkortelser i ansøgningen, så den ikke bliver for lang. Men det gør teksten sværere at læse. Og det kan også virke upersonligt, hvis du for eksempel slutter ansøgningen af med af skrive: ” Mvh Louise Hansen” i stedet for ”Med venlig hilsen Louise Hansen.

Dine kontaktoplysninger

Det er vigtigt, at det fremgår både af din ansøgning og dit cv, hvordan arbejdsgiveren kan få fat i dig. 

Her kan du med fordel være lidt kreativ for at spare plads. Brug for eksempel sidehovedet eller sidefoden til at skrive kontaktoplysningerne ind i. Du kan også skrive kontaktoplysninger på den anden led i marginen. 

Din kreativitet skal afspejle, hvordan du er som person og medarbejder, men du skal undgå med din kreativitet at virke useriøs. Du må vurdere, hvad du kan tillade dig ved at tænke over dit indtryk af arbejdspladsen fra din samtale med dem og ved at se på jobannoncen. 

Sparring og mere om jobsøgning

Alle vores karrierekonsulenter er sundhedsfagligt uddannede og højt fagligt kvalificeret i at vejlede om jobsøgning på det sundhedsfaglige arbejdsmarked.  Allerede tre måneder inden du er færdig med din uddannelse, kan du få sparring på jobansøgning, CV og jobsamtale. Vi har også udviklet digitalt materiale om jobsøgning målrettet vores færdiguddannede medlemmer. 

Læs mere om vores sparring på jobansøgning, CV og jobsamtaler

Find materiale om jobsøgning på det sundhedsfaglige arbejdsmarked


Til top