Ophør med virksomhed

 

At ophøre med drift af selvstændig virksomhed vil sige, at du har lukket, solgt eller bortforpagtet virksomheden.

Der er flere måder at dokumentere et ophør med selvstændig virksomhed. Men du kan ikke ophøre med selvstændig virksomhed ved at overdrage, bortforpagte eller udleje virksomheden til din ægtefælle, samlever eller umyndige børn.

Bemærk, at du kun kan lukke selvstændig virksomhed én gang, mens du er indplaceret i en dagpengeperiode. Anden gang du lukker en selvstændig virksomhed, mister du retten til dagpenge og kan ikke få dagpenge igen, før du har genoptjent ret til en helt ny dagpengeperiode samt opfylder betingelserne for genoptjening af retten til en ny periode med supplerende dagpenge.

Ophør ved CVR-afmelding

Du kan ophøre med drift af selvstændig virksomhed ved at afmelde din virksomhed hos CVR-registeret. Du skal indsende dokumentation for lukningen i form af et ophørsbevis fra Erhvervsstyrelsen, hvoraf det fremgår, virksomheden er ophørt i CVR-registret, fx hvis du har drevet virksomhed som enkeltmandsvirksomhed. 

Ophør med ydernummer

Hvis du har haft et ydernummer, skal dette være lukket. Hvis du også har haft et CVR-nummer med din virksomhed, skal det være afmeldt hos CVR-registeret. Du skal indsende dokumentation for lukningen.

Ophør ved udtræden – flere ejere

Hvis du har drevet virksomheden sammen med andre, kan du anses for ophørt ved at udtræde af virksomheden. Hvis du har drevet virksomheden i selskabsform sammen med andre, skal du dokumentere følgende:

  • At du ikke længere har afgørende indflydelse på selskabet.
  • At ændringen er registreret hos Erhvervsstyrelsen.
  • At du har fået et registreringsbevis fra SKAT, hvor ændringerne fremgår.

Du anses for at have afgørende indflydelse, hvis du eller din ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie er indehaver af mindst 50% af selskabskapitalen eller mindst 50% af selskabskapitalens stemmeværdi. Nærmeste familie er: Dine eller din ægtefælles børn (herunder adoptivbørn og ægtefællens særbørn), børnebørn, forældre, bedsteforældre eller søskende.

Du kan ikke ophøre med selvstændig virksomhed ved at overdrage din ejerandel til din ægtefælle, samlever eller umyndige børn.

Ophør under afvikling

Du har mulighed for at afvikle din virksomhed sideløbende med, at du får dagpenge i op til 6 måneder. Betingelserne er:

  • Din Sundhedsfaglige A-kasse skal have modtaget en erklæring på tro og love fra dig om, at du ikke driver virksomheden. Ophøret har først virkning fra den dag, hvor vi modtager erklæringen.
  • Du må ikke længere udføre nogen form for opgaver i virksomheden, udover hvad der kan anses for at være afvikling.
  • Du skal inden for 6 måneder have dokumenteret, at virksomheden er registreret som ophørt i CVR-registeret.

Manglende dokumentation for ophør efter 6 måneder medfører, at du ikke har ret til dagpenge.

Ved ophør under afvikling af virksomheden får du en venteperiode på 2 måneder, før du kan begynde at modtage dagpenge. Hvis du dokumenterer ophør inden venteperioden på 2 måneder er udløbet (fx at virksomheden er blevet afmeldt hos CVR-registeret), kan du få dagpenge fra dagen efter ophøret, dog tidligst 3 uger fra det tidspunkt, hvor du er ophørt på tro og love.

Timer, som du bruger på at afvikle virksomheden, sidestilles med fritidsbeskæftigelse, dvs. timerne medfører fradrag i dagpengene. Men ugerne under afviklingen bruger ikke af tidsbegrænsningen på 30 uger for supplerende dagpenge.

Udtræden af ægtefælles virksomhed

Hvis du anses for at have drevet selvstændig virksomhed som medarbejdende ægtefælle, fordi du ikke har indgået en lønaftale med din ægtefælle om din beskæftigelse i ægtefællens virksomhed, kan du ophøre som medarbejdende ægtefælle ved at udtræde af virksomheden.

Du kan ophøre ved at udtræde af din ægtefælles virksomhed, hvis du opfylder én af følgende betingelser:

  • Du og din ægtefælle underskriver en erklæring på tro og love om, at du er udtrådt af virksomheden. Det er en betingelse, at du ikke længere udfører nogen form for opgaver eller arbejde i din ægtefælles virksomhed. Du kan først anses for udtrådt af virksomheden den dag, Din Sundhedsfaglige A-kasse modtager erklæringen. Henvend dig derfor til os i god tid, hvis du ønsker at benytte denne mulighed, eller
  • Du dokumenterer, at samlivet med din ægtefælle er ophævet i forbindelse med separation eller skilsmisse. Du skal indsende en bekræftelse fra cpr-registeret om din eller ægtefællens flytning fra den hidtidige fælles bopæl, og en kopi af begæring eller stævning om separation eller skilsmisse, eller
  • Samlivet med din ægtefælle er ophævet, men der foreligger ikke separation eller skilsmisse. Du kan i den situation anses for ophørt i indtil 3 måneder fra samlivsophævelsen. Dvs., at du får en midlertidig dagpengeret. Du skal indsende en bekræftelse fra Folkeregisteret om fraflytning, og en erklæring fra din revisor, advokat eller landbrugskonsulent om, at du er ophørt i virksomheden. Ved genoptagelse af samlivet anses du for at være genindtrådt i virksomheden.

Ophør ved bortforpagtning

Ophører du ved at bortforpagte eller udleje virksomheden, skal du dokumentere det med en skriftlig forpagtnings- eller udlejningsaftale, der er gensidigt uopsigelig i 3 år. Du eller din ægtefælle må ikke være beskæftiget i virksomheden i perioden. Du eller din ægtefælle må heller ikke være beskæftiget i forpagterens eller lejerens egen virksomhed i perioden. Bortforpagtning eller udlejning må ikke ske til din ægtefælle, samlever eller umyndige børn.

Hvis kontrakten kun er uopsigelig i 3 år fra din side, er det en betingelse for at kunne anses for ophørt, 

  • at du – efter bortforpagtningen eller udlejningen – har haft mindst 1.924 løntimer inden for de seneste 15 måneder, eller
  • at du – efter bortforpagtningen eller udlejningen – har haft mindst 962 timer inden for de seneste 8 måneder, og der i umiddelbar tilknytning til påbegyndelsen af lønarbejdet er sket en væsentlig omlægning af driften, der har medført en reduktion af arbejdsmængden i virksomheden.

Udløber forpagtnings- eller lejeperioden uden at være forlænget, anses du for at have genoptaget drift af virksomheden.
Hæves forpagtnings- eller lejekontrakten før aftalt udløbsdato, anses du for at have genoptaget arbejdet i virksomheden.

Omdannelse til formueforvaltning

Det er muligt at ophøre ved at omdanne et driftsselskab til holdingselskab.

Situationen kan være, at driftsselskabet omlægges således, at der ikke længere en drift i selskabet, fx ved at driften er frasolgt, og formålet er alene at varetage formuen fra salget.

Betingelserne for at anerkende et ophør ved omdannelse til formueforvaltning er:

  • Dokumentation for anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, at formålet med selskabet er ændret til formueforvaltning, og
  • Dokumentation for, at der ikke er erhvervsaktiviteter i selskabet, og at driftsmidler mv. i selskabet, der har dannet grundlag for din erhvervsudøvelse, er afhændet.

Selskabets formålsbestemmelse i vedtægterne skal være ændret til:

  • Formueforvaltning, eller
  • Formueadministration, eller
  • Formuepleje.

Konkurs eller tvangsauktion

Du kan anses for ophørt ved konkurs eller tvangsauktion. Kravene er forskellige.

Konkurs:

Ophørsdatoen er ugedagen efter, at skifteretten har modtaget konkursbegæringen. Det er et krav, at skifteretten (efterfølgende) har afsagt konkursdekret.

Tvangsauktion:

Følgende betingelser for ophør ved tvangsauktion skal være opfyldt:

  • Der er indgivet begæring om tvangsauktion, og
  • virksomheden er overtaget til brugeligt pant eller administration af panthaver, og
  • virksomheden drives uden hjælp fra dig, din ægtefælle, samlever eller umyndige børn, og
  • du er fraflyttet ejendommen, hvis din bopæl har været beliggende på samme adresse som virksomheden.

Udenlandsk virksomhed

For at kunne anses for ophørt med en virksomhed, som du har i udlandet, skal virksomheden være registreret som ophørt i offentlige registre i det andet land.


Til top