Indefrosne feriepenge

Nu kan du bestille de sidste to uger af dine indefrosne feriepenge. Du kan bestille dine indefrosne feriepenge frem til 31. maj 2021.

For fortsat at støtte op om den danske økonomi som følge af Corona-krisen, har Folketinget vedtaget, at resten af de indefrosne feriepenge (feriemidler) nu kan udbetales.

Har du allerede fået udbetalt de første 3 uger?

Hvis du allerede har fået de første 3 ugers indefrosne feriepenge udbetalt, kan du søge om dine resterende indefrosne feriepenge.

Har du ikke tidligere søgt om udbetaling?

Hvis du ikke tidligere har bedt om at få udbetalt dine indefrosne feriepenge, og du beder om en udbetaling i denne omgang, så vil din anmodning gælde alle de feriepenge, du har optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020. Det vil sige op til 5 ugers feriepenge, alt afhængig af hvor meget du har opsparet.

Du behøver ikke at holde ferie

Det er ikke et krav, at du skal holde ferie for at få udbetalt dine feriepenge. Udbetalingen af de indefrosne feriepenge er frivillig og den sker ikke automatisk. Hvis du ønsker at få dem udbetalt i år og ikke først, når du går på folkepension, skal du inden for ansøgningsfristen ansøge om at få dem udbetalt.

Hvad betyder det for retten til dagpenge og efterløn?

Udbetalingen af feriepenge optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 vil ikke medføre fradrag i den ydelse, du som medlem af Din Sundhedsfaglige A-kasse får, så længe du søger inden 31. maj 2021. Det gælder både i forhold til dagpenge og i forhold til efterløn. Hvis du søger om pengene efter 31. maj 2021, vil det medføre fradrag i dine ydelser fra os.

Sådan får du dine feriepenge udbetalt

Hvis du ønsker at få dine indefrosne feriepenge udbetalt, skal du bestille dem på: Borger.dk/bestil-feriemidler Pengene vil gå ind på din NemKonto ca. 14 dage senere.

Husk at søge om dem inden 31. maj 2021.

Læs mere om dine indefrosne feriepenge på: Borger.dk/feriemidler

Om Lønmodtagernes garantifond

Du kan bestille indefrosne feriemidler gennem Lønmodtagernes Garantifond. Den tilgår du ved at klikke på linket herunder.

Bestil feriemidler her