Efterlønsbevis

Du får et orienteringsbrev vedrørende efterløn og efterlønsbevis omkring to måneder før, du når din efterlønsalder. Se din efterlønsalder her.

På dagen hvor du når din efterlønsalder, kan du enten gå direkte på efterløn, ellers får du et efterlønsbevis. Beviset giver dig ret til at gå på efterløn, når du ønsker det, også selvom du senere skulle blive syg. Vi sender automatisk efterlønsbeviset til din indbakke på Mit DSA. Efterlønsbeviset gælder dog kun, hvis du opfylder nedenstående betingelser.

Betingelser:

  • Du skal have været uafbrudt medlem af en a-kasse og indbetalt efterlønsbidrag i 30 år.  Hvis du er tilmeldt efterlønsordningen før reglen, om de 30 år trådte i kraft, vil de tidligere regler om fx at være medlem i 20 eller 25 år fortsat være gældende.
  • Du skal som fuldtidsforsikret have haft en samlet indkomst på mindst 223.428 kr. inden for de seneste 3 år. Du kan højst medregne 18.619 kr. pr. måned (2017-tal). Indkomsten skal du have haft, mens du har været medlem af en a-kasse. Arbejdet skal ligge inden for perioder, hvor du har været medlem af en a-kasse. Er du selvstændig, skal du have drevet din virksomhed i væsentlig omfang, dvs. at du har arbejdet mindst 30 timer om ugen i minimum et år inden for de seneste tre år. 
  • Du skal være rask og stå til rådighed for arbejdsmarkedet helt frem til din efterlønsalder.

Hvis du ikke opfylder betingelserne på datoen for din efterlønsalder, gælder dit tilsendte bevis ikke, og du kan først få et gældende bevis, når betingelserne er opfyldt.

Efterlønsbidrag
Når du får dit efterlønsbevis, skal du ikke længere indbetale efterlønsbidrag. Hvis du ikke opfylder betingelserne for at få dit bevis på datoen for din efterlønsalder, skal du således betale efterlønsbidrag helt frem til, du opfylder betingelserne.

Arbejde i udlandet
Hvis du har arbejdet i udlandet inden for de seneste tre år, gælder der andre regler. Se afsnittet om Arbejde i udlandet før overgang til efterløn.



Til top