Seniorjob

Et seniorjob er et job i kommunen på almindelige ansættelsesvilkår. Læs nedenfor, om du kan komme i betragtning til et seniorjob, og hvordan du skal forholde dig.

For at være berettiget til et seniorjob, skal du være ledig og miste din ret til dagpenge maksimalt fem år før, du kan gå på efterløn. Det er samtidig et krav, at du har ret til at gå på efterløn. Indholdet i et seniorjob defineres af kommunerne, og det kan ikke afgrænses til ens eget fag. Men det er meningen med seniorjobordningen, at jobindholdet så vidt muligt skal tage hensyn til dine ønsker og kvalifikationer.

Seniorjobordningen - fortsat en rettighed

Tidspunktet for, hvornår du kan få et seniorjob, er knyttet til efterlønsordningen. Det betyder, at når efterlønsalderen bliver hævet, så bliver tidspunktet for, hvornår man kan få seniorjob også hævet. Hvis du fx kan gå på efterløn som 62-årig, kan du tidligst få et seniorjob som 57-årig. Og hvis du kan gå på efterløn som 65-årig, er seniorjob tidligst en mulighed som 60-årig.

Mulighederne i seniorjobordningen:

  • Du skal søge tidligst tre måneder før, og senest to måneder efter dagpengerettens udløb
  • Din bopælskommune har pligt til at ansætte dig i et seniorjob, når du opfylder betingelserne
  • Seniorjobbet er på fuld overenskomstmæssig arbejdstid 37 timer til personer, der er fuldtidsforsikrede og 30 timer om ugen til deltidsforsikrede
  • Seniorjobbet skal være en nettoudvidelse af antallet af ansatte i kommunen
  • Kommunen har pligt til at ansætte dig senest to måneder efter, du anmoder om et seniorjob, dog tidligst ved udløbet af dagpengeperioden
  • Kommunen skal betale en kompensation til dig, hvis de ikke kan tilbyde dig et seniorjob indenfor fristen 
  • Kommunen betaler kompensation til borgere, som ikke har fået seniorjob indenfor fristen
  • Løn- og arbejdsvilkår skal være overenskomstmæssige eller for tilsvarende arbejde
  • Som ansat i seniorjob har du pligt til at stå til rådighed for ordinært arbejde ved at være tilmeldt jobcentret som arbejdssøgende uden ydelser og med et aktivt CV på jobnet.dk
  • Staten giver tilskud til kommunens seniorjob på 141.086 kr. pr. helårsstilling (2017)
  • Seniorjobbet stopper, når du kan gå på efterløn

Vigtig information om seniorjob

Nedenfor kan du læse mere om, hvad du skal gøre, og hvad du skal være opmærksom på, hvis du ønsker et seniorjob.

Du skal bruge din dagpengeret op, før du kan få seniorjob

Et seniorjob skal sikre dig et forsørgelsesgrundlag frem til, at du kan gå på efterløn, hvis du bruger din dagpengeret op. Derfor er det en betingelse, at du har udtømt alle muligheder for dagpenge. Har du mulighed for at forlænge din dagpengeret med arbejdstimer, skal du først gøre brug af denne mulighed, før du kan få et seniorjob.     

Du skal fortsat betale til efterlønsordningen 

Din ret til et seniorjob hænger sammen med din ret til efterløn. Derfor skal du fortsat være medlem af a-kassen og betale til efterlønsordningen, mens du er ansat i seniorjobbet. Melder du dig ud af efterlønsordningen, mister du din ret til et seniorjob.

Du skal selv søge om et seniorjob

Du skal selv søge kommunen om at blive ansat i et seniorjob. Der findes ikke nogen særlig blanket eller andet, du skal bruge. Du skal derfor sende dit CV og en ansøgning til kommunen, hvor du beskriver hvilket job, du kunne se dig selv i. 

Du kan tidligst søge 3 måneder før og senest 2 måneder efter, din ret til seniorjob indtræder. Kommunen har en frist på to måneder til at oprette et seniorjob til dig. Fristen bliver regnet fra den dag, kommunen modtager din ansøgning. I denne 2-måneders-periode har du ikke ret til kompensation fra kommunen. Søg derfor om seniorjob i god tid, før du løber tør for dagpenge. 

Husk at sende ansøgning om efterløn til DSA god tid    

Når du når til din efterlønsalder, mister du din ret til seniorjob. I stedet kan du få efterløn fra DSA. Du skal selv søge om at gå på efterløn. Det gør du ved at sende en ansøgning til os. Vi skal allersenest have modtaget din ansøgning om efterløn, dagen inden du når din efterlønsalder. Også her anbefaler vi, at du sender din ansøgning om efterløn til os i god tid. 

Kort om Seniorjob 

For at komme i betragtning til et seniorjob skal du:
  • Være ledig og medlem af en arbejdsløshedskasse
  • Fortsat være tilmeldt efterlønsordningen
  • Have opbrugt din periode med ret til dagpenge
  • Din dagpengeret skal tidligst udløbe fem år før efterlønsalderen.



Til top