Ny og forbedret lønsikring til DSAs medlemmer

DSA har genforhandlet vilkårene i den lønsikring, som medlemmer af DSA kan købe hos Bauta Forsikring. Resultatet er landets billigste individuelle lønsikring, som dækker fra dag 1.

14. september 2017

I over 10 år har medlemmer af Din Sundhedsfaglige A-kasse haft mulighed for at købe en individuel lønsikring hos Bauta Forsikring.

Vilkårene for lønsikringen er nu blevet forbedret, og resultatet er bl.a. landets billigste lønforsikring, dækning fra dag 1 i ledighedsperioden og solidarisk pris for medlemmer, der er over 60 år.

”Vi er glade for at præsentere en forbedret lønsikring for vores medlemmer. Det er et trygt supplement til dagpengene, hvis man fra dag 1 gerne vil have lidt mere økonomisk råderum i tilfælde af ledighed. Og vi er specielt glade for, at vores medlemmer, der er tæt på pensionen, ikke skal betale det såkaldte seniortillæg, som mange lønsikringer har,” siger formand for DSA Anni Pilgaard.

Så meget får et medlem ekstra om måneden
Medlemmer, der har en individuel lønsikring fra Bauta Forsikring, kan få op til 80 pct. af bruttolønnen udbetalt i 6 eller 12 måneder.

For en sundhedsfaglig med en gennemsnitsløn på knap 30.000 kr. betyder det en maksimal forsikringsydelse på 5.000 kr. om måneden – ud over den maksimale dagpengesats på 18.403 kr.

”For DSA er det vigtigt, at vores medlemmer føler sig trygge i hverdagen, også hvis de skulle blive ledige. Derfor har vi forhandlet nogle fremragende vilkår hjem til den laveste pris i landet. Vi er i forvejen den billigste a-kasse, så den nye lønsikring flugter i pris og kvalitet fint med, hvad vi gerne vil tilbyde vores medlemmer,” siger Anni Pilgaard.

DSA har forhandlet lønsikringen med Bauta Forsikring, som er medlemsejet og har vundet ’Bedst i test’ hos Forbrugerrådet Tænk for flere af deres forsikringer.

Du kan læse mere om lønsikringen på bauta.dk/loensikring eller ringe på 33 15 15 45.

Til top