Omlægning til digitale CV-møder er en stor succes

Med genåbningen af beskæftigelsesindsatsen skulle der en ekstra indsats til for at holde de obligatoriske CV-møder med de medlemmer, som blev ledig under COVID-19. Din Sundhedsfaglige A-kasse greb udfordringen og sprang ud i en ny digitale mødeform, der indfriede ambitionen om både faglighed og fleksibilitet.

11. august 2020

27. maj blev den midlertidige suspension af beskæftigelsesindsatsen ophævet, og hverdagen var igen tilbage for de ledige medlemmer i Din Sundhedsfaglige A-kasse. Udover at der igen blev stillet krav til de ledige om at være aktivt jobsøgende, stod Din Sundhedsfaglige A-kasse overfor en større opgave med at hjælpe vores ca. 900 medlemmer, der havde meldt sig ledig under COVID-19.

Ifølge beskæftigelsesministeriets retningslinjer skulle alle, der havde meldt sig ledig fra midt marts og frem, nå at deltage i det obligatorisk CV-møde med a-kassen inden 15. august 2020. Et fysisk møde, som ledige medlemmer normalt skal deltage i inden for to uger. 

Grundet COVID-19 betød det en væsentlig omlægning af afholdelsesformen for både de lovpligtige møder og de jobstøttende tilbud. En omlægning, som skulle ske med kort varsel. Det resulterede i, at CV-møderne skulle afholdes digitalt. Ambitionen for Din Sundhedsfaglige A-kasse var forsat at sikre et tilbud til medlemmerne, som fastholdt a-kassens professionalisme, faglighed og kvalitet.

”Vi har taget pulsen på vores digitale forandringsparathed, og det har ligget os meget på sinde at agere agilt og ansvarligt”, fortæller Karrierechef Pernille Hinge, der bemærker, at ambitionen lykkes, og at Din Sundhedsfaglige A-kasse er i mål med alle de obligatoriske CV-møder inden beskæftigelsesministeriets deadline. 

”Vi glæder os over resultatet. Vi har afviklet alle CV-møder digitalt i Teams med video og deling af slideshow og chat til stor glæde for vores medlemmer og medarbejdere. Og vi har endda gjort det inden fristen den 15. august”, fortæller Pernille Hinge, der er Karrierechef i Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Medlemmerne har gode oplevelser med de digitale møder

At medlemmerne har haft en god oplevelse med de digitale møder, kan Maria Hansen, der er jordemoder og jobsøgende, skrive under på. Hun har ikke tidligere deltaget i et CV-møde, men hun var glad for den digitale mødeform.  

”Jeg synes, det var godt, at mødet foregik online. Både for at mindske smitterisikoen, men også fordi det gjorde det nemmere for mig, og jeg sparede noget tid ved ikke at skulle ud ad døren”, siger Maria Hansen, der også synes, at det digitale møde opfyldte hendes behov som jobsøgende.

”Her i starten har jeg brug for et generelt overblik over muligheder og krav til mig som ledig. Og det fik jeg på mødet. Jeg var meget positivt over for den digitale mødeplatform. Jeg har aldrig prøvet det før, men det var rart, at der både var en oplægsholder, og jeg kunne stille spørgsmål og se svar på andres spørgsmål i chat-vinduet”, fortæller medlemmet Maria Hansen. 

Læs også 'Opfordring efter COVID-19: Sæt mødeformen med de ledige fri'

Til top