Opholdskravet trækkes tilbage

Beskæftigelseminister Peter Hummelgaard garanterer, at regeringen vil annullere omstridt opholdskrav.

26. august 2019

Regeringen vil trække opholdskravet tilbage. Det oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i dag i et interview med Politiken.

Opholdskravet blev vedtaget i december 2018. Her stemte Socialdemokratiet imod og varslede allerede dengang, at de ville rulle kravet tilbage, hvis de kom til magten efter valget. Nu sætter beskæftigelsesministeren handling bag ordene.

”Opholdskravet strider imod intentionen fra dem, der vedtog det i sin tid. Det har vist sig at være umuligt at administrere, og det er med til at udhule, hvor attraktivt det er at melde sig ind i en a-kasse,” udtaler Peter Hummelgaard til Politiken.

En beslutning vi har kæmpet for

Beslutningen om at droppe opholdskravet vækker stor glæde i Din Sundhedsfaglige A-kasse: ”Det her er en beslutning, vi har kæmpet for, og som kommer vores medlemmer til gavn,” siger Anni Pilgaard, formand for Din Sundhedsfaglige A-kasse.

“Det er utrolig glædeligt, at regeringen har lyttet til a-kasserne, og at de går efter en fuld tilbagetrækning af opholdskravet. Det er en kæmpe cadeau til a-kassebranchen. Det viser, hvad vi kan opnå, når vi står sammen,” pointerer Anni Pilgaard, og fortsætter:

"Danske A-kasser, vores brancheorganisation har ydet en stor indsats i denne sag, og samlet har a-kasserne kæmpet skulder ved skulder imod opholdskravet helt fra starten af. Kravet er misforstået udlændingepolitik, der ikke hører hjemme i dagpengesystemet. Det rammer skævt og tjener ikke det formål, politikerne havde i sigte.”

Flertal for fuldstændig tilbagetrækning

Hvornår og hvordan opholdskravet rulles tilbage, vides endnu ikke. Foreløbigt er Radikale Venstre, Enhedslisten og SF klar til at sikre regeringen et flertal for en fuldstændig tilbagetrækning.

Om opholdskravet

Opholdskravet betyder, at du skal have opholdt dig i Danmark eller i et EU/EØS-land i mindst 7 ud af de seneste 12 år. Det trådte i kraft 1. januar 2019 og indfases frem mod 2021. Læs mere om opholdskravet her

Til top