Sygeplejersker bliver også syge

Sygeplejersker og andre sundhedsfaglige bliver også syge. Det ved vi i Din Sundhedsfaglige A-kasse. Derfor vækker det bekymring, når vi læser om private lønsikringer, der lokker med høje ydelser og få forpligtelser, men som ikke dækker unge, gamle, syge eller gravide.

25. november 2019

- Det er ikke nyt, at der findes private lønsikringer uden a-kasse, men vi vil opfordre vores medlemmer til at læse det med småt, før de tegner en lønsikring uden a-kassemedlemskab. Ellers kan de risikere at stå helt uden dækning, når de har allermest behov, siger Anni Pilgaard, formand for Din Sundhedsfaglige A-kasse, og fortsætter:

- Vi går ind for det kollektive, der giver tryghed og dækker hele livet. Derfor favner Din Sundhedsfaglige A-kasse alle, uanset om man er ung, gammel, syg, gravid eller arbejder på deltid.

Panderynker hos beskæftigelsesministeren
En ny lønsikring uden a-kasse, der netop har set dagens lys, giver da også panderynker hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Han udtaler i dag til Jyllands-Posten:

- Det er på mange måder en konstruktion, der får alarmklokkerne til at ringe hos mig. Når man begynder at selektere i gruppen, er det et brud med vores kollektive arbejdsløshedssystem, der er stærkt og fleksibelt, og hvor 800.000 hvert år har mulighed for at skifte job. 

Formand Anni Pilgaard er helt på linje med beskæftigelsesministeren:

- Når der kommer nye produkter på markedet, som netop udelukker disse grupper og selekterer i, hvem der kan blive forsikret, er det et opråb til politikerne om, at de ikke kan blive ved med at udhule dagpengene. Vi er i gang med en skævvridning af samfundet. Private lønsikringer er en reel trussel mod den danske model. Jeg kan kun endnu en gang opfordre politikerne til handling!

Lønsikring er et fornuftigt supplement
Der er kommet et stort spænd mellem det, man får i løn, og det, man får i dagpenge, og det betyder, at flere har behov for et tilskud til at få økonomien til at hænge sammen, hvis de bliver ledige. Derfor kan det være ganske fornuftigt at tegne en lønsikring, men det skal være et supplement til medlemskab af a-kassen og ikke et alternativ, siger Anni Pilgaard.

Din Sundhedsfaglige A-kasse har selv udviklet en lønsikring sammen med Bauta Forsikring, hvor vores medlemmer for et ganske lille beløb kan sikre sig op til 80 pct. af deres løn, hvis de bliver ledige. Her kan man forsikre sig og få en højere ydelse i hhv. 6 eller 12 måneder samtidig med, at man bevarer det sikkerhedsnet, det er at være tilknyttet a-kassen og have ret til dagpenge ved fx sygdom og graviditet.

TV Avisen 18.30 sætter i aften fokus på privat lønsikring. Se med, når bl.a. formand Anni Pilgaard lufter sine bekymringer på medlemmernes vegne.

Har du brug for et tilskud til dagpenge? Tjek DSA Lønsikring her.

Til top