Lidt lettere at være ledig fra 2020

Meningsløse regler falder bort, og andre bliver forenklet, når den politiske aftale om forenkling af beskæftigelsesindsatsen træder i kraft 1. januar 2020.

10. december 2019

Her er et overblik over de regler, der kan betyde noget for dig, som er ledig efter nytår:

Du skal ikke søge job, når du har job på hånden
Det har længe været svært at forstå, at man skal søge job, når man har et job på hånden. Og fra januar er det heldigvis slut. Hvis du kan dokumentere, at du har fået arbejde - har du fx en mail eller en kontrakt fra arbejdsgivere, så kan du kontakte dit jobcenter og bede om at komme på ”mindre intensiv indsats”. Det betyder, at du, når jobcentret har registreret, at du er på mindre intensiv indsats, bliver fritaget for alle aktiviteter - inkl. møder - og at du pr. 1. januar 2020 heller ikke længere skal søge job og joblogge i op til seks uger, før du starter på arbejde, går på barsel eller på efterløn. Du skal dog stadig huske at uploade dit cv på jobnet.dk og importere det på Mit DSA.

Du skal ikke tjekke job på jobnet.dk
Som ledig skal du ikke længere logge på jobnet.dk hver uge og tjekke jobforslag. Faktisk er denne regel trådt i kraft allerede 7. december 2019. I stedet skal du fortsætte med at opdatere din joblog ugentligt som hidtil. På den måde ved både jobcenter og a-kasse, at du er aktivt jobsøgende.

Aktivering - ens for alle
Som ledig skal du løbende deltage i aktivering for at fremme dine muligheder for at komme i job. Hidtil har du skulle aktiveres efter 3 måneders ledighed, hvis du var under 30 år eller over 50 år. Fra 1. januar 2020 bliver det ens for alle: Der vil være ét krav om aktivering efter senest 6 måneder ledighed. Herefter er det op til jobcentret at vurdere, hvornår den enkelte har brug for mere indsats. Aktivering kan fx bestå i virksomhedspraktik, job med løntilskud, jobrotation eller vejledning og opkvalificering.

4 ugers virksomhedspraktik til alle
Virksomhedspraktik bliver ensrettet fra 1. januar 2020, så det kommer til at gælde for alle ledige, at en virksomhedspraktik højest må vare i fire uger. 

Læs mere om den politiske aftale om forenkling af beskæftigelsesindsatsen, der blev vedtaget i sommeren 2018.

Til top