2,5 mio. kr. til nyt jobsøgningsforløb til seniorer

Ledige medlemmer, der har rundet 50 år, kan glæde sig til at få mere hjælp og støtte til deres jobsøgning.

04. januar 2019

”Jeg har svært ved at få armene ned. Det har været et fantastisk godt kursus, hvor jeg har fået selvtilliden tilbage. Jeg er god nok. Jeg kan en masse. Jeg er det grå guld, og jeg vil bevise det".

Sådan skrev en deltager i evalueringen af jobsøgningsforløbet Turn Around 50+, som vi har kørt de seneste 2 år i samarbejde med BUPL-A og Lærernes A-kasse. Nu får flere ledige, der har rundet 50 år, og som har svært ved at komme i job, mulighed for at blive en del af et nyt stærkt jobsøgningsforløb. 

Kort før jul fik vi bevilget et tilskud på 2,5 mio. kr. fra en offentlig pulje. Pengene er øremærket et nyt 2-årigt projekt, som bygger videre på de gode erfaringer, vi har haft med Turn Around 50+. 

Nyt projekt for 4 a-kasser
Den nye bevilling er givet til et nyt projektfælleskab, hvor vi udover BUPL-A og Lærernes A-kasse også samarbejder med Socialpædagogernes A-kasse. 

Ledige, der har rundet 50 år, kan have sværere ved at komme i job. De skal ofte (gen)vinde fodfæste på et velfærdsteknologisk arbejdsmarked i hastig forandring, som tilmed er underlagt hyppige reformer. 

Fokus på individuel kompetenceudvikling
Det nye projekt vil øge fokus på kompetenceudvikling, individuel sparring, konkret jobsøgning og samarbejde med arbejdsgivere. Projektet skal løfte den enkeltes mulighed for at komme i job markant ved at udruste deltageren med netop de kompetencer og værktøjer, som arbejdsmarkedet kræver og forventer - uanset om medlemmet ønsker et brancheskift eller at omstille sig til nye vilkår og funktioner sit nuværende fag.

Det nye seniorprojekt bygger videre på de flotte erfaringer fra Turn Around 50+. Evalueringerne af det forløb viser, at 3 ud af 4 følte sig bedre klædt på til at finde et nyt job, og 89 pct. følte sig klædt bedre på til en samtale med en arbejdsgiver efter at have deltaget.

Vi har fået præcist det tilskud vi har søgt. Det betyder, at de 4 a-kasser kan gå i gang med planlægningen, uden justeringer og snart er klar til at melde mere ud om det nye forløb. 

 

Til top