Politikerne har lyttet til a-kasserne: Opholdskrav fjernes i 2020

13 måneder helt præcist. Så længe fik det omstridte opholdskrav lov at leve, før det nu bliver afskaffet igen. Fra 1. februar 2020, skal du ikke længere opfylde helt særlige krav om ophold i Danmark eller EU for at kunne få dagpenge. Det er en stor sejr for a-kasserne, der har arbejdet hårdt på at synliggøre de mange problemer, opholdskravet skaber for medlemmerne og for det danske samfund.

03. december 2019

Kæmpe cadeau til a-kasserne
Også i Din Sundhedsfaglige A-kasse har vi kæmpet for at få politikerne til at droppe opholdskravet. Derfor var det en glad formand, der mandag aften kunne erfare, at regeringen med aftalen om den nye finanslov har holdt deres løfte:

- Det er utrolig glædeligt, at regeringen har lyttet til a-kasserne, og at de nu indfrier deres løfte om en fuld tilbagetrækning af opholdskravet. Det er en kæmpe cadeau til a-kasserne. Det viser, hvad vi kan opnå, når vi står sammen, siger Anni Pilgaard, formand for Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Ingen skal komme i klemme
Med finansloven kommer også en udstrakt hånd til de danskere, der har meldt sig ud af deres a-kasse i det seneste år, fordi de pga. af ophold i udlandet ikke ville kunne få dagpenge. Aftalepartierne er enige om at indføre en overgangsordning, der betyder, at du vil kunne genoprette dit medlemskab af a-kassen fra den dato du blev udmeldt, og generhverve din ret til dagpenge uden yderligere genoptjening. 

Vil du benytte dig af overgangsordningen, skal du bl.a. bekræfte, at opholdskravet var grund til at du meldte dig ud, ligesom du skal efterbetale kontingent for den periode, dit medlemskab har været afbrudt. Sidste frist for at benytte sig af overgangsordningen bliver 31. juli 2020.

Dagpenge skal sikre tryghed og sikkerhed
Afskaffelsen af opholdskravet sker i forbindelse med finansloven for 2020, som regeringen landede med støttepartierne Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet mandag aften.

”Dagpengesystemet er en vigtig hjørnesten i sikringen af økonomisk tryghed og sikkerhed på det danske arbejdsmarked. Et opholdskrav for ret til dagpenge gør det derved sværere at tiltrække og fastholde udenlandske specialister og danske arbejdstagere, der ønsker at vende hjem til det danske arbejdsmarked efter en længere årrække i udlandet. Aftalepartierne ønsker at gå en anden vej”, lyder det bl.a. i aftaleteksten.

Om opholdskravet
Opholdskravet blev indført 1. januar 2019, og betød, at du, når kravet var fuldt indfaset i 2021 skulle have opholdt dig i Danmark eller i et EU/EØS-land i mindst 7 ud af de seneste 12 år for at kunne få dagpenge. Fra 1. februar 2020, vil dette altså ikke længere være et krav.

Til top