Nye EU-dagpengeregler sendt til tælling

Der kommer alligevel ikke nye dagpengeregler på tværs af EU – lige foreløbig i hvert fald. Den aftale, der blev præsenteret for 2 uger siden, er netop blevet afvist af EU's Ministerråd, som var blandt de sidste instanser, der skulle blåstemple reglerne.

02. april 2019

De nye EU-dagpengeregler var en del af en aftale, som det rumænske EU-formandskab, Kommissionen og Europa-Parlamentet indgik i marts. Reglerne betød kort fortalt, at borgere fra andre EU-lande ville få hurtigere adgang til dagpenge i Danmark, og at muligheden for at tage dagpenge med til udlandet blev forlænget fra 3 til 6 måneder.

Selv om EU-reglerne rummede muligheder, som også vores medlemmer kunne få gavn af, så er vi hos Din Sundhedsfaglige A-kasse lettede over, at de nye regler er sendt til tælling.

- Aftalen gav borgere fra andre EU-lande hurtigere adgang til danske dagpenge, og forlængede den periode de kunne tage dem med ud af landet. Det er problematisk fordi danske dagpenge er meget værd, hvis man fx tager dem med til Bulgarien. Derfor var der en reel bekymring i branchen for, at vores system kunne blive udnyttet. Vi kan håbe på, at en genforhandling betyder, at vi kan få en ny og bedre aftale, siger formand Anni Pilgaard.

Efter EU’s Ministerråd har afvist aftalen, skal EU-formandskabet skal komme med et nyt forslag til, hvilke rettigheder vandrende arbejdstagere skal have i EU.

Både i a-kassebranchen og i Beskæftigelsesministeriet krydser man fingre for, at genforhandlingen kommer til at finde sted på den anden side af det kommende EU-valg: 

- Jeg følger udviklingen i Bruxelles tæt, og jeg håber, at vi får mulighed for at genåbne forhandlingerne med en ny EU-Kommission og et nyt Europa-Parlament, så vi kan lande en mere fornuftig og rimelig aftale, udtaler beskæftigelsesministeren i en pressemeddelelse.

 

Til top