Susanne genvandt troen på sig selv med hjælp fra Din Sundhedsfaglige A-kasse

Susanne Høgh Olesen havde været sygemeldt i længere tid og havde efterhånden mistet troen på sig selv og sine evner. Men da hun deltog på DSAs forløb ”Projekt Turn Around 50+”, tændtes gnisten, og hun genvandt troen på sig selv. Susanne er i dag jobsøgende med fornyet styrke og selvtillid.

22. januar 2018

I mange år arbejdede Susanne ihærdigt med at bygge Social og Sundhedsskolen på Færøerne op, hvorefter hun viede sin tid til at undervise på Social og Sundhedsskolen i Hillerød i 8 år. Men grundet nedskæringer og massefyringer fik hun en fyreseddel. Det var et hårdt slag for Susannes selvtillid, som resulterede i en sygemelding.

”Det var svært at finde job, både fordi jeg er over 50 år og ikke har arbejdet som sygeplejerske i mange år. Jeg har arbejdet med tværfaglig undervisning og ledelse – og den slags jobs hænger ikke på træerne”, fortæller Susanne.

Et vendepunkt
Efter længere tids sygemelding besluttede Susanne at melde sig rask og tilmelde sig Projekt Turn Around 50+ hos DSA. Projektet er et målrettet jobsøgningsforløb for ledige over 50 år.

”Jeg syntes, forløbet virkede meget tiltalende og lige noget, jeg havde brug for”, siger Susanne. 

Og den beslutning kom hun ikke til at fortryde. Det blev nemlig et vendepunkt for Susanne.

”Forløbet var virkelig godt. Jeg fik både hjælp til, hvordan man skriver et godt CV og ansøgning nu om dage, hvordan man kontakter arbejdsgivere og ringer på jobopslag. Derudover blev jeg klar over mine styrker og kompetencer. Men vigtigst af alt så fik jeg troen på mig selv tilbage, fordi de andre deltagere, som var helt fremmede, kunne se den power og gnist, som jeg havde haft, før jeg blev sygemeldt”, uddyber Susanne.

Halvdelen kommer i job
”Der var en høj kvalitet på forløbet, og underviserne var meget dygtige. Det var også rigtig godt at samarbejde med andre over 50 år fra forskellige faggrupper. Det gav mig en masse inspiration til min egen jobsøgning,” siger Susanne.

Projekt Turn Around 50+ strækker sig over 9 dage fordelt på 3 uger. Her får deltagerne bl.a. hjælp til at afklare deres kompetencer, hjælp til CV og ansøgninger, og hvordan de udvider deres netværk. Over halvdelen af alle, som deltager, kommer i job efterfølgende.

Vil du på samme forløb?
Er du ledig og over 50 år? Så kan du også tilmelde dig Projekt Turn Around 50+. På forløbet møder du ledige fra andre faggrupper og får bl.a. undervisning af professionelle Kommunikationsrådgivere, Udviklingskonsulenter og Karrierekonsulenter.

Du kan læse mere om Projekt Turn Around 50+ og holde dig orienteret om kommende forløb her.


Susanne Høgh Olesen

Til top