Danske Anitta skal vente 7 år på dagpenge

Man kan høre det lidt på stemmen: Sygeplejerske Anitta Sindberg-Graham har boet i Australien i snart 5 år. Men udover en let engelsk accent er hun stadig pæredansk. Det har da også hele tiden været planen, at hun på et tidspunkt skal tilbage til Danmark med sin søn og australske mand. Men nu er hun kommet i tvivl.

20. september 2018

”Jeg tænker, nu må de stoppe. Det er i forvejen svært at få sin ægtefælle med hjem til Danmark. Der er så mange benspænd for alle os danskere, der vælger at bo i udlandet i en periode,” siger Anitta Sindberg-Graham. Hun hentyder til et nyt lovforslag om opholdskrav, der skal behandles i Folketinget i efteråret.

Penge ud af vinduet

Lovforslaget er fremsat af Regeringen og Dansk Folkeparti. De ønsker at indføre et krav om, at du skal have opholdt dig i et EU/EØS-land i 7 ud af de seneste 8 år for at kunne få dagpenge – og visse tilfælde også barselsdagpenge og sygedagpenge. Det betyder, at danskere som Anitta skal vente 7 år, før de kan få dagpenge, når de vender hjem til Danmark. 

”Det virker jo som penge ud af vinduet, hvis jeg ikke kan få noget ud af det i 7 år,” siger Anitta Sindberg-Graham, da vi fanger hende på en Skypeforbindelse.

Ærgerligt at være afskåret for muligheden

”Jeg er sådan en, der altid har bakket op, og sagt til mine veninder, at det er vigtigt at være medlem af en a-kasse. Jeg synes, de gør et godt stykke arbejde, og det er vigtigt at have et sted at gå hen, så jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg måske bliver afskåret fra den mulighed, når vi engang flytter hjem. Selv om der er mangel på sygeplejersker i Danmark, er det jo ikke sikkert jeg får job med det samme,” fortæller Anitta Sindberg-Graham.

Få undtagelser til reglen

Lovforslaget om opholdskrav skal behandles af Folketinget i efteråret og indfases fra januar 2019. Forslaget indeholder forskellige undtagelser, der gælder dig og din ægtefælle, hvis du fx er forsker, udstationeres for en dansk arbejdsgiver, eller rejser ud i forbindelse med din uddannelse. Læs mere om lovforslaget i Danske A-kassers notat. Læs også, hvad vi gør her i Din Sundhedsfaglige A-kasse for at påvirke den politiske beslutningsproces. 

Har du været ”for længe” i udlandet?

Er du i en situation som Anitta, og har du lyst til at fortælle din historie, hører vi gerne fra dig. Send en mail til kir@dsa.dk.

Til top