Det betaler sig at udvide sin jobsøgning

Mille ville ikke lade sig begrænse af høj arbejdsløshed og geografi, så hun rejste 340 km fra Tørring til Bornholm for et sommerferievikariat. Det viste sig at være en rigtig god beslutning.

01. november 2017

Ligesom så mange nyuddannede fysioterapeuter har Mille Voigt Hansen også haft svært ved at finde arbejde. På trods af en intensiv jobsøgning både opfordret og uopfordret i nær området af Tørring er det aldrig blevet til en eneste jobsamtale.

Men det er ikke dårlige ansøgninger, der er årsagen til de manglende jobsamtaler. Det kan DSAs Karrierekonsulent, Irene Ottesen, bekræfte.

”Mille viste mig et eksempel på en ansøgning ved et CV-møde, og den var faktisk rigtig god. Jeg havde kun enkelte forslag til, hvordan hun kunne gøre den endnu bedre”, siger Irene.

Da det ikke er dårlige ansøgninger men manglen på jobs, vælger Mille at udvide sin jobsøgning geografisk. Hun udvider helt til Bornholm og får i første omgang et sommerferievikariat. 

Mille vil i job – koste hvad det vil


Mille brænder for at komme i arbejde. Så hun trodser
den store geografiske afstand og rejser fra Tørring til
Bornholm for et enkelt sommerferievikariat som
Fysioterapeut på en privat klinik i Rønne. 

Sommerferievikariatet udvikler sig til et barselsvikariat,
og Mille vender først tilbage 10 måneder senere med en
masse ny viden og erfaring i bagagen. 

”Jeg har fået en masse ekstra viden – blandt andet 2
kurser betalt af klinikken,” siger Mille.

Genbesøg med solskinsøen
Da barselsvikariatet stopper, flytter Mille til Odense. Men i Odense er ledigheden også høj blandt fysioterapeuter, og Mille genbesøger derfor Rønne, da hun igen bliver tilbudt et sommerferievikariat af sin tidligere arbejdsplads.

”Jeg tog til Bornholm i anden omgang, fordi jeg var ved at blive skør af at gå arbejdsløs. Jeg tog af sted for at få endnu mere erfaring, og så fordi jeg godt kunne lide min tidligere arbejdsplads,” fortæller Mille.

Under en karrierevejledning bliver Mille bekræftet i at tage afsted igen. 

”Jeg vurderer altid fra person til person, om det er en god ide at tage mindre vikariater i andre regioner eller sågar andre lande. I Milles tilfælde var det oplagt,” pointerer karrierekonsulent Irene.

Det betaler sig at udvide sin jobsøgningsradius
I Milles tilfælde bar det frugt at udvide jobsøgningen til andre regioner. Hun fik både et job, en masse erfaring og ikke mindst én på opleveren.

Book en karrierevejledning 
Er du også jobsøgende, og mangler du hjælp til at komme videre i din jobsøgning? Så gør som Mille og kontakt en af DSAs karrierekonsulenter her: Book en karrierevejledning her.

DSAs karrierekonsulenter har alle en sundhedsfaglig baggrund og afholder årligt over 800 karrieresamtaler med medlemmer i DSA. 

Til top