Lad a-kasserne følge i kommunernes frie spor

DEBAT: Vores medlemmer har vidt forskellige forudsætninger for at få et job, så hvorfor skal vi indkalde alle ledige til de samme lovpligtige møder, når vi i stedet kan bruge ressourcerne på en differentieret indsats? Lad os i lighed med landets frikommuner få friere tøjler til at lade excel-arket ligge og i stedet give den gas i indsatsen for at få medlemmerne i job. Det er trods alt vores kerneopgave.

09. oktober 2017

Af Anni Pilgaard
Formand for Din Sundhedsfaglige A-kasse og næstformand i Danske A-kasser

Bragt i Altinget.dk 6. oktober 2017

De fleste har sikkert prøvet at forlade et møde med en fornemmelse af, at mødet udelukkende var for mødets skyld og med en mærkbar mangel på målrettet indhold. Sådan en fornemmelse må mange af medlemmerne i Din Sundhedsfaglige A-kasse umiddelbart have, når de forlader de lovpligtige møder, hvor vi skal sikre os, at de søger job og i det hele taget står til rådighed for arbejdsmarkedet. Hovedparten af dem, vi indkalder, går i job ret tidligt i deres ledighedsperiode. For eksempel har 75 pct. af vores nyuddannede medlemmer konverteret deres eksamensbevis til den første ansættelseskontrakt tre måneder efter endt uddannelse. Det tal stiger til 90 pct. efter et halvt år. For mange af dem må de lovpligtige møder synes spild af tid. Og det er også den tilbagemelding, vi ofte får.

Netop de nyudannede er den medlemsgruppe, der fylder mest i ledighedstallene, når de dimitterer i januar og juni – men som sagt kun i forholdsvis kort tid. Det er ikke så få, der faktisk kun lige når at runde det første møde, før de går i job i de efterfølgende dage og uger. Så de mange kræfter, vi og jobcentret bruger på at afholde de syv lovpligtige møder i løbet af det første halvår på dagpenge, er i nogen grad spildte på forholdsvis mange af vores ledige medlemmer.

Drop ’one size fits all’
Vores karrierekonsulenter bruger i gennemsnit 1.500 arbejdstimer om måneden på at holde lovpligtige møder og samtaler med medlemmerne. De skal indkaldes i så god tid, at vi kan leve op til den såkaldte rettidighed, og det giver os meget begrænset manøvrerum til at udsøge netop de ledige, som har størst udfordringer med at komme i job – og dermed fokusere indsatsen på dem. Mod vores vilje er vi derfor nødt til at lade dogmet om ’one size fits all’ råde. For selvom vores medlemmer ofte har de samme arbejdsgivere i sundhedsvæsenet, har de ikke samme muligheder for at finde beskæftigelse. Sygeplejersker går i disse år direkte i beskæftigelse, hvorimod ergoterapeuter og fysioterapeuter har sværere ved at få job så hurtigt.

Ikke alene ved vi altså, hvornår ledigheden blandt vores medlemmer topper, men vi ved også præcis, hvilke medlemmer der har svært ved at finde et job.  Og det er netop de medlemsgrupper, som har længere vej til et job, som vi gerne vil give en ekstra hjælpende hånd, så de kan gå fra dagpenge til løncheck. Ud af de 1.500 arbejdstimer, som vores konsulenter månedligt bruger på samtaler og møder med medlemmerne, vurderer vi, at ca. 500 timer kan frigives til at målrette indsatsen over for ledige, som har sværere forudsætninger for at gå i beskæftigelse end andre.

Håndholdt indsats virker
Som virkeligheden er nu, kan vi desværre ikke hive 500 arbejdstimer ud af skemaet til at hjælpe de ledige medlemmer, som har de største udfordringer. Og det er synd og skam, fordi en mere håndholdt indsats og en øget virksomhedskontakt faktisk viser sig at gøre en reel forskel. 

Som et eksempel på en effektiv, håndholdt indsats har Din Sundhedsfaglige A-kasse med tildelte puljemidler siden april tilbudt medlemmer over 50 år et intensivt kursusforløb over tre uger. Det ruster dem på flere fronter bedre til at søge job, og de foreløbige resultater er positive, idet 46  pct. af deltagerne er gået i job. 

Der er altså på den baggrund god grund til at omfordele karrierekonsulenternes tid til de medlemmer, som i højere grad har brug for en mere håndholdt indsats - frem for at skulle indkalde alle medlemmer til de obligatoriske samtaler og møder blot for at tækkes et tidskrav. 

Sæt a-kasserne fri
Og her er jeg fremme ved mit ønske. Alle landets a-kasser er underlagt de samme krav, selvom der er himmelvid forskel på lønmodtagernes vilkår og forudsætninger for at få et job. Som nævnt er det et system, som er præget af ’one size fits all’; et dogme, som man både i kommunernes og Folketingets verden allerede har erkendt skal udfordres: Lige nu er der 44 frikommuner landet over, som har fået løsnet spændetrøjen med grønt lys til at lukke lidt ned for excel-arket og give den gas på mere frigjorte måder, som de mener tjener borger og samfund bedst – ikke mindst på beskæftigelsesområdet. 

Hvorfor ikke indføre den praksis hos landets a-kasser? Det er i hvert fald et oplagt punkt på dagsordenen, når beskæftigelsesministeren skal i gang med den bebudede oprydning i beskæftigelseslovgivningen, blandt andet med disse ord: ”Det er ikke vigtigt for mig, hvilke samtaler man har holdt. Hvis ikke det virker, så giver det ingen mening.”

Så, kære Troels Lund Poulsen, giv os plads til at gøre tingene lidt anderledes og lad os følge i kommunernes frie spor ved selv at disponere over, hvem og hvornår vi vil indkalde til møder. For vores kerneopgave er ikke at facilitere møder for mødernes skyld, men derimod at få medlemmerne i job.

 

Til top