Start det nye år som karrierekonsulent i DSA

Vi søger en ny karrierekonsulent til vores kontor i København fra 1. april 2018. Vores nye karrierekonsulent skal bidrage til at servicere både ledige og beskæftigede medlemmer om jobmuligheder og kompetencer indenfor det sundhedsfaglige område. 

Dine opgaver
Som karrierekonsulent skal du hjælpe vores ledige medlemmer på deres vej mod et nyt job og gennem-føre samtaler med dem i kontaktforløbet. Det indebærer, at du skal holde lovpligtige samtaler i ledighedsforløbet sammen med medlemmerne herunder fælles samtaler i jobcentrene. Du skal også medvirke til at gennemføre vores øvrige tilbud til ledige.

Derudover skal du afholde karrieresamtaler med medlemmer, der allerede er i beskæftigelse, og som har behov for karriereafklaring eller konkret behov for hjælp til sparring på ansøgninger mv.

Du skal indgå i vores jobformidling og virksomhedsindsats, og være med til at matche jobordrer med DSAs ledige medlemmer, så de hurtigst muligt kommer i arbejde.

DSA er en landsdækkende a-kasse. Størstedelen af organisationen er placeret i København, og derudover har vi tre lokale kontorer i Fredericia, Århus og Aalborg. Du bliver tilknyttet kontoret i København og indgår i DSAs samlede team af dygtige konsulenter. Opgavestyring sker fra hovedkontor, og du deltager selv i planlægning af din kalender. Du skal være indstillet på noget transport især regionalt og nogle gange hele landet. 

Vi forventer, at du
• har sundhedsprofessionel uddannelse, som matcher vores medlemmer. Vi opfordrer alle faggrupper med tilknytning til DSA til at søge - dvs. fysioterapeuter, ergoterapeuter, jordemødre, sygeplejersker, radiografer og bioanalytikere
• har indsigt i medlemsgruppernes arbejdsområder
• har kompetencer i coaching, rådgivning og vejledning
• har erfaring med beskæftigelseslovgivning (a-kasse, jobcenter eller anden aktør)
• har indsigt i det regionale arbejdsmarked
• har et godt netværk inden for dit sundhedsfaglige område, som kan sættes i spil i vores jobformidling og virksomhedsindsats
• trives i en travl og omskiftelig hverdag
• er kreativ og kan arbejde selvstændigt og indgå i et godt og tæt samarbejde med dine kolleger i det lokale team med mange alsidige op-gaver
• yder en god service og møder medlemmerne, så de føler sig velkomne i DSA.

Det vil være en fordel, hvis du har
• relevant efteruddannelse
• evt. ledelseserfaring
• gerne kandidatuddannelse indenfor det sundhedsfaglige område
• erfaring med jobformidling, rekruttering, trainee og jobrotation
• erfaring med typetest og psykologiske test

Vi tilbyder
En udfordrende stilling med noget rejseaktivitet. Du bliver ansat i en organisation med ambitioner, løbende udvikling og kompetente kolleger. Karrierekonsulenterne arbejder tæt sammen med forsikringsvejledere og socialfaglige konsulenter. Vi tilbyder ansættelse på attraktive vilkår. Løn- og ansættelsesvilkår følger en intern overenskomst.

Du er velkommen til at kontakte Job- og karrierechef Britt Jensen på 2028 6362 for yderligere information.

Ansøgningsfristen er
senest 23. februar 2018 kl. 12.00, og du skal sende din ansøgning på mail mærket ”karrierekonsulent” til job@dsa.dk. Vi holder ansættelsessamtaler 26. februar 2018.


Til top