Stærk socialfaglig konsulent/socialrådgiver til DSA (genopslag)

Vi søger en dygtig og engageret socialfaglig konsulent/socialrådgiver til DSA, som har lyst til at arbejde i en organisation, der sætter medlemmerne foran alt andet.

Vi er en digital a-kasse. Samtidig ved vi, at den personlige, telefoniske og skriftlige kontakt mellem medlemmer og medarbejdere i DSA er helt afgørende for medlemmernes serviceoplevelse. Det indebærer, at vi hele tiden udvikler os for at give medlemmerne relevante tilbud og en fantastisk service.

Dine opgaver
DSA har som en af de få a-kasser i Danmark et team med fire socialfaglige konsulenter, der vejleder medlemmerne inden for sociallovgivningen – primært på telefon og mail. Som et nyt tilbud her i 2016 tilbyder de socialfaglige konsulenter medlemmerne korte forløb med stressvejledning, og du bliver også en del af andre tværgående opgaver med kolleger fra andre teams. Du skal desuden repræsentere DSA i samarbejdet med vores medlemsorganisationer, og du skal være med til at gøre vores øvrige medlemstilbud attraktive med en høj kvalitet.

Din profil
  • Du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler med flere års erfaring i at vejlede indenfor sociallovgivningen.
  • Du vil understøtte DSAs strategi ”medlemmerne foran alt andet” gennem din adfærd og tilgang til god service.
  • Du har rigtig stærke kompetencer i coaching, rådgivning og vejledning.
  • Du har god erfaring med undervisning.
  • Du er robust, kreativ og kan arbejde selvstændigt.
  • Du kan indgå i et godt og tæt samarbejde med dine kolleger i løsning af teamets mange alsidige opgaver.
  • Du er typen, der brænder for at levere den gode vejledning hver dag, og samtidig har du lyst til at tænke nyt og bringe dine idéer til udviklingen af DSA i spil.
Det er en fordel
  • Hvis du har en baggrund som stresscoach.
  • Hvis du har erfaring med anden aktør og indtægtsdækket virksomhed.

Vi tilbyder
En udfordrende stilling med begrænset rejseaktivitet. Du bliver ansat i en organisation med ambitioner, fokus på udvikling og kompetente kolleger. Vi arbejder efter både fælles og individuelle mål, og du vil løbende få feedback.

De socialfaglige konsulenter arbejder tæt sammen med forsikringsvejledere og karrierekonsulenter. Som socialfaglig konsulent i DSA får du uddannelse som stressvejleder (med mindre du allerede har det), og vi har et løbende fokus i hele organisationen på at uddanne os og videreudvikle vores faglige kompetencer og blandt andet vores kompetencer i at vejlede på telefonen. 

DSA er en landsdækkende a-kasse. Størstedelen af organisationen er placeret i København, og derudover har vi tre lokale kontorer i Fredericia, Århus og Aalborg. Du bliver tilknyttet hovedkontoret i København og indgår i DSAs samlede team af dygtige konsulenter.

Vi tilbyder ansættelse på attraktive vilkår. Løn- og ansættelsesvilkår følger en intern overenskomst.

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt job- og karrierechef Britt Jensen på 2028 6362.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er  16. marts 2016 kl. 12.00, og du skal sende din ansøgning på mail mærket ”socialfaglig konsulent” til job@dsa.dk.  1. Samtale afholdes 21. marts, og 2. samtale 29. marts 2016.


Til top