DSA søger en udadvendt og iderig Studieambassadør

Vil du være med til at gøre overgangen fra studielivet til arbejdslivet lettere for dine medstuderende?   

Studerer du til ergoterapeut, fysioterapeut, jordemoder, bioanalytiker, radiograf eller sygeplejerske? Og vil gøre en positiv forskel for dine medstuderende? Så er det måske dig, der skal være Studieambassadør for Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA) på Københavns Professionshøjskole. 

Vi tilbyder:
Et sjovt og lønnet studiejob på 7-10 timer i måneden, hvor du bliver en del af et team på 9 medarbejdere. Derudover får du:

  • Kurser i præsentationsteknik, strategisk kommunikation og markedsføring på sociale medier.
  • Mulighed for at planlægge og afholde fede events på dit uddannelsessted.
  • Mulighed for selv at tilrettelægge dine arbejdstimer, så det passer dig.
  • Udvidet dit faglige netværk.
  • Undervisning i DSAs tilbud og reglerne omkring studiemedlemskab.

Som Studieambassadør kommer du til at:

  • Afholde 1 månedligt ”pit stop” på dit uddannelsessted, hvor du hjælper medstuderende, som har spørgsmål til studiemedlemskab i DSA.  
  • Promovere DSAs oplæg på dit uddannelsessted, før de bliver afholdt. Vi afholder mellem 5 og 10 oplæg om året.
  • Afvikle minimum 1 event på dit uddannelsessted, som du selv er med til at udtænke sammen med de andre studieambassadører og de ansvarlige.
  • Sikre DSAs informationsmateriale, plakater, flyers mm. er synligt på dit uddannelsessted.

Vi forventer:

  • Du er klar på at synliggøre DSA på dit uddannelsessted.
  • Du er ansvarsfuld og selv kan planlægge dine arbejdstimer.
  • Du er iderig, udadvendt, god til at kommunikere og skabe kontakt til andre studerende.
  • Du skal som minimum have gennemført et års studietid.   

Hvem er DSA?
DSA er en a-kasse med 96.000 medlemmer for sundhedsfagligt uddannede og studerende. Vores mål er at skabe tryghed for vores medlemmer, uanset hvor i deres liv, de befinder sig. Og her kommer du til at spille en vigtig rolle i at skabe tryghed for dine medstuderende i overgangen fra deres studieliv til deres arbejdsliv.

Sådan søger du:
Ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Klaus Selin på khs@dsa.dk eller telefonnummer 46 95 3114. Ansøgningsfristen er den 20. februar 2019, og du skal sende din ansøgning samt CV til khs@dsa.dk mærket ”DSA Studieambassadør”. 


 

Til top