Tips til din uopfordrede ansøgning


XXX

Tips til din forberedelse 

Er du nyuddannet og i gang med at skrive dine første ansøgninger, mener Hanne Rude, det er vigtigt, at du skelner mellem, hvad du har ”viden om” og ”erfaring med”:
”Viden om” er den teori, du lærte på skolebænken. ”Erfaring med” er for eksempel det, du lærte i din praktik. Det er det sidste, du skal sælge dig selv på.” 
Erhvervspsykologen fortæller, at nyuddannede ofte refererer tilbage til deres studietid, når de skriver ansøgninger. Ofte bruger de vendingen ”på mit studie lærte jeg” og henviser til projekt- og gruppearbejde fra skolen: 
”Det giver et billede af, at du stadig er studerende. Men den tid er forbi. Læseren af ansøgningen er interesseret i, hvad du praktisk kan byde på i forhold til den opslåede stilling.”

Nyuddannede har også erfaring 

Som nyuddannet, kan du byde ind med de erfaringer, du har fået i din praktiktid, siger Hanne Rude: 
”Selvom du som praktikant får mindre i løn, har du ofte udført det samme arbejde som en færdiguddannet. Derfor tæller jeres erfaring lige meget i forhold til en ansøgning.” 
Hun siger også, at en arbejdsgiver godt ved, at en nyuddannet ikke kan det samme som fx en erfaren sygeplejerske, men at arbejdsgiverne heller ikke forventer at få mere, end hvad den nyuddannede kan: 
”Til gengæld er mange nyuddannede topmotiverede og sultne efter at vise, hvad de kan. Den energi er guld værd. De har også ny viden med fra skolebænken, der kan være et frisk pust på en afdeling.”

Den erfarne skal også sælge sig selv 
Hanne Rude mener ikke, det nødvendigvis bliver nemmere at skrive en ansøgning, fordi du har mange års erfaring i dit fag. 
”Mange af dem, der i øjeblikket bliver fyret i sundhedssektoren, har aldrig prøvet at søge opslåede stillinger, fordi de har arbejdet inden for fag, hvor der tidligere var jobgaranti. Derfor har de ikke lært at sælge sig selv i en ansøgning,” siger hun og fortsætter: 
”Folk, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, har en tendens til at tænke: Jeg er ikke noget særligt, for jeg lavede jo bare det samme som de andre. Det er en devaluering af, hvad man rent faktisk kan. Mange tror, der bliver læst mellem linjerne i en ansøgning, og at det derfor er nok at skrive, hvor man har arbejdet. Men det kan man ikke nøjes med. Du skal vise, hvad der gør dig til noget særligt.” 
Derfor mener Hanne Rude, at de erfarne skal blive bevidst om, hvad de kan, inden de går i gang med at skrive ansøgninger: 
”Du skal gøre dig klart, hvad det er for en type opgaver, du har udført, og hvad du har haft ansvar for. På den måde får du et overblik over, hvilke erfaringer du kan byde ind med.” 

Tips til udarbejdelse af selve ansøgningen 

Uanset om du er nyuddannet eller erfaren, er der en ting du, ifølge Hanne Rude, skal udelade i din ansøgning. Det er vendinger som: Jeg er en frisk og glad pige: 
”Dels er det er en kliché. Dels er du jo ikke altid glad og i godt humør. Oven i det har man som arbejdsgiver en forventning om, at medarbejderen som udgangspunkt møder glad på arbejde.” 
Når Hanne Rude ser en ansøgning med den slags formuleringer, spøger hun altid, hvad ansøgeren egentligt mener: 
”Når folk begynder at fortælle, kommer der billeder på deres udsagn. At være en frisk og glad pige kan fx dække over, at ansøgeren er en type, der gerne bidrager til den gode stemning på afdelingen, fordi hun selv sætter pris på et positivt arbejdsmiljø. Det giver mening og kobler sig op på noget konkret.” 


Til top