Det gode stillingsopslag

Vil du have mange, dygtige kandidater at vælge mellem, når du skal ansætte en ny medarbejder til en ledig stilling? Så skal du skrive et stillingsopslag, der fanger de bedste kandidaters opmærksomhed og frasorterer de dårligste.

Her finder du inspiration til, hvad et godt stillingsopslag kan indeholde, og hvad du bør overveje, når du skriver et. Du får bl.a. gode råd til, hvordan du strukturer og udformer et stillingsopslag sprogligt og visuelt, så du fanger kvalificerede ansøgeres opmærksomhed.

Hvad skal dit stillingsopslag indeholde?

Det er vigtigt, stillingsopslaget bliver kort og præcis - den skal både kunne sælge jobbet, men samtidig også give et realistisk bud på krav og vilkår. Stillingsopslaget bør indeholde disse punkter:

1. En fængende overskrift 
Overskriften skal både rumme stillingsbetegnelsen og samtidig fange ansøgerens interesse. Forsøg at vinkle overskriften, så den rammer en specifik faggruppe og tiltaler den type person, du søger til stillingen.

2. En kort og knivskarp indledning
I indledningen skal der stå, hvorfor du søger en ny medarbejder, samt hvilken type stilling medarbejderen skal bestride. Fremhæv det, der gør jobbet særligt interessant for den type fagperson, du søger.

3. Kort beskrivelse af virksomheden og afdelingen, hvor stillingen er
Rigtig mange ansøgere vil gerne vide, hvad virksomheden laver, og hvordan virksomheden er som arbejdsplads. Disse punkter er derfor gode at komme omkring. Du kan også vælge at linke til en beskrivelse af organisationen og afdelingen på jeres hjemmeside:  

  • Hvad type virksomhed er det? 
  • Hvad er virksomhedens visioner og værdier?
  • Hvor mange ansatte er der i virksomheden og i selve afdelingen?
  • Hvordan er det faglige og sociale miljø? 
  • Hvordan er kollegaerne?
  • Hvordan koordinerer man med kollegaer og ledere?

4. Jobbeskrivelsen
En fyldestgørende beskrivelse af selve jobbet er det, ansøgere finder mest interessant. Derfor skal du ikke kun liste arbejdsopgaverne i punktform men også uddybe hvilke udfordringer og udviklingsmuligheder, der er i jobbet. Husk, en ærlig og konkret jobbeskrivelse tiltrækker oftest de rette ansøgere. 

  • Hvad er de konkrete arbejdsopgaver i jobbet? 
  • Hvilke ansvarsområder hører med i jobbet? 
  • Hvilke muligheder for kompetenceudvikling og videreudvikling er der i jobbet?
  • Hvordan er ansættelsesforholdet, løn- og arbejdsvilkårene? 
  • Hvor mange kollegaer kommer man til at arbejde sammen med? 
  • Hvordan er arbejdstiderne?
  • Hvad gør jobbet særligt attraktivt?

5. Beskriv, hvem du søger 
Vær klar og præcis i dit ordvalg, når du beskriver den person, du søger. Undgå abstrakte betegnelser, og præciser i stedet hvilke kompetencer og kvaliteter, du søger hos en kandidat, og hvorfor du forventer, at kandidaten har netop disse kompetencer og kvaliteter. Jo mere præcis du er, jo flere kvalificerede ansøgere får du til stillingen. 

  • Hvilken uddannelsesmæssig baggrund skal ansøgeren have?
  • Hvilken erfaring forventer du, ansøgeren har?
  • Hvilke faglige kompetencer og kvalifikationer skal ansøgeren have?
  • Hvilke personlige kompetencer skal personen have.

Du kan med fordel lave en kort analyse af de væsentlige funktioner i jobbet og efterfølgende oversætte dette til de krav, du har til de kompetencer, som kandidaten skal have.

6. Forklaring af hvordan og hvor interesserede kandidater søger stillingen

7. En fængende afslutning
Du kan runde stillingsopslaget af med en fængende afslutning. Giv her en sidste opfordring til, hvorfor ansøgere bør søge jobbet, som samtidig er vinklet mod den type kandidat, du søger.

8. Kontaktinformation
Angiv nederst information på en kontaktperson, som ansøgere kan kontakte, hvis de har uddybende spørgsmål til jobbet. 

  • Kontaktpersonens stilling, navn, telefonnummer og e-mailadresse. 
  • Virksomhedens adresse. 
  • Evt. links til relevant information om virksomheden, personalepolitikker eller lign. 

Hvilke regler gælder for stillingsopslag i din virksomhed?

Før du går i gang med at skrive et stillingsopslag, er det en god ide at undersøge, om din arbejdsplads har særlige regler for, hvad et stillingsopslag skal indeholde, og hvordan det skal se ud. Det er ofte din arbejdsplads HR-afdeling eller kommunikationsafdeling, du skal kontakte. 

Der kan være særlige regler for: 

  • Hvad der skal stå om arbejdspladsen.
  • Hvilke billeder/grafik du må bruge. 
  • Hvad du må og ikke må skrive.

Få gerne en medarbejder fra din virksomheds HR-afdeling eller Kommunikationsafdeling til at læse stillingsopslaget igennem, når du er færdig. 

Brug også lidt tid på at undersøge, hvor I normalt annoncerer jeres ledige job, og om du måske bør gøre det anderledes?

 

Sådan skriver du det gode stillingsopslag 

Målret dit stillingsopslag 

  • Dit stillingsopslag skal være rettet mod og inddrage modtageren.  
  • Brug ord, enkelte fagtermer og lignende, som er målrettet de kandidater, du er interesseret i.  
  • Vær konkret i dine beskrivelser, så ansøgere forstår præcist, hvad du forventer af en kandidat, og hvad du som arbejdsgiver kan tilbyde.  

Struktur i stillingsopslaget 
For at gøre dit stillingsopslag interessant er det ikke nok med en fængende overskrift og en spændende indledning. Du skal gøre det interessant fra start til slut. Det kan du bl.a. gøre ved at lave en god og overskuelig struktur i stillingsopslaget.  

  • Lav afsnit med underoverskrifter. 
  • Skriv altid det vigtigste først. 
  • Afgræns hvert afsnit til ét "emne" fx beskrivelsen af virksomheden, beskrivelsen af jobbet eller beskrivelse af den fagperson, du søger. 
  • Link til uddybende information om eksempelvis personalepolitik, virksomhedens værdier og lignende.

Sproglige virkemidler 

  • Skriv nutidigt og aktivt.
  • Vær konkret og ikke generel i dine beskrivelser. 
  • Skriv klart og undgå fyldord. 
  • Skriv mindre formelt, så ansøgerne føler sig mere "velkomne". 
  • Brug personlige pronominer såsom vi, os, du, dig.

Visuelle virkemidler

  • Brug gerne virksomhedens/virksomhedslogoets farver.
  • Brug evt. spændende og anderledes layout, så du visuelt fanger ansøgernes interesse. 
  • Brug evt. visuelle elementer til at strukturere stillingsopslaget, så det ikke kun bliver tekst.

Eksempler på stillingsopslag

Her er et eksempler på, hvordan et stillingsopslag kan se ud:

Stillingsopslag 1

 


Til top