Jobsamtale

Jobsamtalen er det endelige salgsmøde, så forbered dig grundigt. Du er endnu ikke ansat, men du er et godt stykke nærmere. Virksomheden har vurderet, at du vil kunne varetage jobbet. Nu skal de finde ud af, om du passer ind i virksomheden – om kemien passer. Du skal også selv vurdere, om det er et job for dig, og om det er et sted, du har lyst til at arbejde.

Forberedelse

Undersøg virksomhedens hjemmeside
Undersøg så meget du kan om arbejdspladsen. Til selve samtalen fortæller arbejdsgiveren typisk om virksomheden og om stillingen, men det er godt, hvis du på forhånd har undersøgt virksomheden og dens baggrund, fx den faglige profil, værdigrundlag, målsætning osv. Det gør det nemmere at forberede spørgsmål, som du ønsker at få uddybet under samtalen

Hvem deltager i jobsamtalen
Vær opmærksom på, at det er hele ansættelsesudvalget, der skal blive enige om, at du skal ansættes. Derfor skal du i din forberedelse overveje, hvilke spørgsmål, du vil stille og til hvem. Pointen er, at du skal kommunikere med dem alle. Både lederen, men også medarbejderrepræsentanten, som snart bliver din kollega

Hvad vil du vide om arbejdsstedet
Du er kommet igennem nåleøjet med din ansøgning. Til samtalen har du mulighed for at uddybe din ansøgning.

  • Hvad skal du fremhæve ved dig selv.
  • Hvorfor arbejdspladsen skal ansætte dig
  • Hvorfor har du søgt netop denne stilling
  • Forbered en kort præsentation af dig selv. Hvad brænder du for, og hvad kan du bidrage med
  • Uddyb din faglige profil. Hvad står du for
  • Fremhæv det du er god til

Medbring gerne et A4 ark med noter til, hvad du ønsker at fortælle, hvor der også er plads til de spørgsmål, du gerne vil stille under samtalen.

Gode råd til samtalen

  • Vær velforberedt og kom til tiden 
  • Præsentér dig med et fast håndtryk 
  • Opfør dig som gæst og ansøger
  • Kom i noget præsentabelt tøj, som du føler dig godt tilpas i
  • Vær dig selv. Vis din personlighed 
  • Tal en del på eget initiativ – dog uden at overtage samtalen
  • Lyt til hvad der bliver sagt og afbryd ikke 
  • Tænk over dine svar – det gør ikke noget med en lille tænkepause
  • Skab øjenkontakt med den, du taler med. Inddrag alle der er med til samtalen
  • Hvis du er nervøs, så sig det. Det er normalt, at man som ansøger er lidt nervøs. Det er de fleste ansøgere inden en samtale, og det har arbejdsgiver forståelse for
  • Omtal aldrig en tidligere arbejdsplads negativt


Til top