Bannerbillede

Supplerende dagpenge ved nedsat arbejdstid

Kan du søge supplerende dagpenge, hvis du bliver sat ned i arbejdstid?

Du kan muligvis søge supplerende dagpenge, hvis din arbejdsgiver sætter din arbejdstid ned på grund af situationen med COVID-19, da det kan sammenlignes med et arbejdsophør.

Du kan søge supplerende dagpenge, hvis:

  • Din arbejdsgiver varsler nedsættelsen af din arbejdstid på samme måde, som hvis du blev opsagt.
  • Du opfylder de øvrige betingelser for at få supplerende dagpenge opfyldt. Læs mere om supplerende dagpenge.

Har din arbejdsgiver ikke varslet ændringerne i din arbejdstid, så det svarer til et opsigelsesvarsel, får du en karantæne på 111 timer. Det svarer til 3 ugers dagpenge. Læs mere i afsnittet ”Opsigelse med for kort varsel”.

Reglerne gælder dog ikke, hvis nedsættelsen af din arbejdstid sker som led i en arbejdsfordeling, der lever op til betingelserne for arbejdsfordeling. Læs mere i afsnittet ”Arbejdsfordeling”.

Hvad er en arbejdsfordeling?

Du kan søge supplerende dagpenge, hvis alle nedenstående betingelser for arbejdsfordeling er opfyldt. En arbejdsfordeling skal være aftalt efter kollektiv overenskomst eller ved anden kollektiv aftale om midlertidig nedsættelse af arbejdstiden. Den skal omfatte en af følgende:

  • Virksomheden som helhed
  • En virksomhedsafdeling, eller
  • En bestemt produktionsenhed i virksomheden.

Derudover skal arbejdsfordelingen minimum omfatte to medarbejdere på arbejdspladsen. Alle skal være på samme vilkår vedrørende arbejdsfordelingen. Arbejdsfordelingen skal varsles til jobcentret og kan træde i kraft samme dag, som den bliver varslet. Arbejdstiden skal sættes ned med mindst to hele dage pr. uge. Man kan også veksle mellem:

  • 1 uges arbejde på fuld tid fulgt af 1 uges ledighed
  • 2 ugers arbejde på fuld tid fulgt af 1 uges ledighed, eller
  • 2 ugers arbejde på fuld tid fulgt af 2 ugers ledighed.

Arbejdsgiveren må ikke opsige dig på grund arbejdsmangel under arbejdsfordelingen. Bliver du afskediget en grundet arbejdsmangel, stopper arbejdsfordelingen for alle. 

Din arbejdsgiver skal betale ledighedsgodtgørelse (G-dage) til dig for de første to dage, du er ledig under arbejdsfordelingen.

Læs mere i vores miniguide til arbejdsgivere om arbejdsfordeling.

Er du blevet opsagt med for kort varsel?

Er du blevet opsagt, skal vi undersøge, om du har fået det korrekte opsigelsesvarsel.

  • Er du løst ansat/tilkaldevikar, har du som udgangspunkt ikke krav på et opsigelsesvarsel.  
  • Er du timelønnet, kan du være ansat med og uden opsigelsesvarsel.
  • Er du fastansat, har du normalt krav på et opsigelsesvarsel.

Har du ikke har fået det rigtige opsigelsesvarsel, skal vi give dig en karantæne på 111 timer, når du melder dig ledig. Karantænen svarer til 3 ugers dagpenge. 

Har du ikke fået det rigtige opsigelsesvarsel?
Du bør gøre indsigelse overfor din arbejdsgiver, hvis du ikke får det rigtige opsigelsesvarsel. Du kan eventuelt inddrage din fagforening. I den forbindelse er det en god idé at undersøge, om din arbejdsgiver har mulighed for at få kompensation for din løn som følge af de særordninger, som Folketinget har vedtaget sammen med arbejdsmarkedets parter for at kompensere for konsekvenserne af COVID-19. Kan din arbejdsgiver få kompensation, kan det være, opsigelsen kan trækkes tilbage.

Får du hel eller delvis erstatning for manglende opsigelsesvarsel skal du ikke have en karantæne, og vi kan efterbetale 3 ugers dagpenge, når du får erstatningen. Bemærk, du skal lægge sag an i det fagretslige system eller for en domstol for at få en erstatning. Har du allerede lagt sag an ved en domstol, når du søger dagpenge, kan vi udbetale dagpenge uden at give dig karantæne. Bemærk, udbetalingen er med forbehold, i tilfælde af du taber sagen ved domstolen. I så fald skal du efterbetale dagpenge svarende til en karantæne på 111 timer – altså 3 ugers dagpenge.


Til top